I nogle af de første år som hobby tomatdyrkere med drivhus, var vi meget opmærksomme på og sørgede for at vores tomatplanter fik så meget sol og varme som muligt, og sørgede altid for at vinduer og døre var lukket i drivhuset for at holde varmen inde. Det gjorde vi, fordi vi var overbevist om, at tomatplanter ikke kunne få for MEGET sol og varme. Vi har siden da lært en masse og vi lærer hver dag noget nyt!
Jo mere vi lærer om tomater og tomatplanternes anatomi og udvikling, jo mere interessant bliver det, og vi har nu en bedre forståelse for hvorfor f.eks. tomaterne taber blomsterne og hvilken betydning temperaturen har, og hvad vi selv kan gøre, for at fremme bestøvningen af tomatplanterne.
Tomater er selvbestøvende
I litteraturen kan man læse at tomatplanter fra naturens side er selvbestøvende.
Ude i naturen vil vind og insekter bidrage til at blomsterne rystes og pollen vil falde ned på støvfanget, hvilket er nødvendigt for den videre proces, hvor pollen skal fra støvfang, til griflen og endelig ned til frøknuden, for at blomsten kan udvikler sig til optimalt til en fin sund tomat.
Humlebier fremmer bestøvning
På beskyttede voksesteder f.eks. udestue, drivhus mv. hvor luften kan være stillestående og lufttemperaturen lav, kan bestøvning fremmes ved at indsætte humlebier som er de mest effektive og fuldendte bestøvere. Når det er sagt, er det vigtigt også at nævne, at hvis man investere i et humlebi bo, er tidspunktet for udsætning og størrelsen af det, vigtig da humlebier kan skade tomatblomsterne, hvis der er for lidt blomster, at bestøve. I litteraturen nævnes, at et godt tidspunkt at indsætte et humlebistade, er når 50% af blomsterne er åbne.
Endnu bedre er det, hvis du kan forøge mængden af humlebierne, det sted hvor du dyrker tomater, og lade dem selv finde vej til tomatblomsterne. Du kan tiltrække humlebier, ved at dyrke en masse forskellige blomster, stauder og krydderurter som blomstrer på forskellige tidspunkter og kan tilgodese de forskellige arter af humlebier. Gode planter er f.eks. krydderurter som oregano, timian, mynte, men også stauder som Ærenspris, Stjerneskærm, Jakobsstige, Sommerfuglebusk, og mange flere. Et uberørt stykke hvor kløver kan vokse, vil også hjælpe humlebierne.
Manuel eller mekanisk bestøvning
En anden metode, som ikke er helt så effektiv, er ved at ryste planterne og sørge for øget luftcirkulation. Bestøvning fremmes når du ryster planterne, 3-4 gange om ugen, ca. hver anden dag. En mere effektiv metode, er ved at bruge en vibrator på hver enkelt blomsterklase. Det er en proces, man skal være ganske påpasselig med, da man kan komme til at skade bestøvningen eller beskadige små frugter der er under udvikling. Når man ryster eller bruger vibrator skal det gøres flere gange og over flere dage og så længe der er blomster. Det er mest hensigtsmæssigt at gøre det på et tidspunkt på dagen, hvor luftfugtigheden har et passende niveau (se mere længere nede). Det er vigtigt at være konsistens med bestøvningen, og gøre det som en fast rutine.
Udover at bevægelse er vigtig for bestøvning, og for at tomatplanten kan udvikle normalt udseende tomater, så spiller også lyseksponering, temperatur, luftfugtighed, næringsstofbalance og plantetæthed, en rolle. En af de mest almindelige årsager til at tomater bliver misdannede, er pga. ufuldstændig bestøvning.
Temperatur har betydning for bestøvning
Når solen står højt over Danmark, og temperaturen stiger til op over et par og tyve grader udenfor, så gælder det om at temperaturen ikke bliver for høj i drivhuset men holdes på et passende niveau, for at sikre en optimal bestøvning af tomatblomsterne. Vi er blevet meget opmærksomme på at sænke temperaturen og øge luftcirkulationen. For lave eller for høje temperaturer kan resultere i at blomsten ikke bliver bestøvet, og blomsten falder af.
Pollen er temperaturfølsom, hvilket betyder at det kun er virksomt under de rette temperaturforhold, og blot nogle få dage (fra et par dage til knap en lille uges tid) – afhængigt af temperaturen, som ideelt set ikke skal over 33 grader. Bestøvning kræver at temperaturen er mindst 18.3 grader og højest 29,4 grader. Bestøvning kan ske, når nattemperaturen er mellem 13-24 grader og når dagtemperaturen er mellem 15,5 og 33 grader. Den optimale nattemperatur for bestøvning er mellem 20 og 24 grader.
Bare et par kølige nætter med lav temperatur, kan have betydning for både bestøvning og udvikling af tomater, der kan være forsinket.
Faktisk, så vil stor variation mellem dag og nattemperaturen også kunne have betydning for bestøvning.
Når du skal måle temperaturen, er det mest hensigtsmæssigt at gøre det i den højde blomsterne sidder. Du kan med fordel placere flere termometre som måler temperatur omkring planterne,i midten af drivhuset, i bunden og i toppen af drivhuset, så du har en ide om hvordan temperaturen er de forskellige steder omkring planterne, hvor det betyder noget. Et lille tip – placer termometret på en måde så solen ikke skinner direkte på det, det giver ikke en retvisende måling.
Er det overskyet, er det mest hensigtsmæssigt at temperaturen er i den lavere ende, og modsat, når det er solrigt, er det bedre at temperaturen er i den højere ende.
Luftfugtighedens betydning for bestøvning
I drivhus og andre beskyttede steder, hvor man dyrker tomater, er også luftfugtigheden – den relative luftfugtighed – af stor betydning for vellykke bestøvning.
Er den relative luftfugtighed over 80%, kan pollenkornene klæbe sig sammen i klumper, i stedet for at være individuelle korn. Er den relative luftfugtighed lavere end 60% i længere perioder, kan dele af tomatblomsten, hvor pollen skal klæbe sig til, udtørre. Den optimale relative luftfugtighed er 60- 70%.
Under idelle forhold, sker befrugtningen 48 timer efter bestøvningen.
Sådan ses, at en tomatblomst er bestøvet
Når en tomatblomst bestøves ændres farven, som bliver mindre intens – det samme sker for griflen.
Når bestøvningsprocessen er tilendebragt, vil der ganske hurtigt og inden for et par dage, kunne anes en lille bitte tomat.
Griflen er den lange “pind” som er under støvfanget.
Opdateret: 23.6.2022
Luftfugtighedens betydning for bestøvning
Sådan ses, at en tomatblomst er bestøvet
Kilde:
Benton Jones, Tomato Plant Culture
R.Snyder, Greenhouse Tomato Handbook
Craig LeHoullier, Epic Tomatoes
0 kommentarer