Knibning af sideskud på tomatplanter

af | maj 22, 2024 | Drivhus, Friland, Pasning

Når tomaterne er udplantet, og begynder at vokse, er vi opmærksomme på at passe planterne i forhold til plantetypen.

Det er både af hensyn til udbyttet, men også for ikke at ende op med en tomatplante-jungle.

Den løbende pasning handler her om knibning, der i alt sin enkelthed går ud på at fjerne nye, spæde skud fra planten.
Det gør vi for at begrænse plantens vækst, men kun på de planter der ikke naturligt har en begrænset vækst.

Hvis begreberne “indeterminant”, “determinant”, og “semi-determinant” er nye for dig, så fortvivl ikke. Se vores tidligere indlæg om de forskellige sortstyper, for en uddybning af væksttyperne, og hvilke der kan/skal og ikke skal knibes.

Sideskud

Tomatplanter har det med at sætte sideskud i hvert eneste bladhjørne – dvs. hver gang der på stammen af tomatplanten sidder nogle blade, vil der mellem stammen og bladene, efter et stykke tid, dannes et sideskud. Hvis sideskuddet får lov til at vokse, vil det opføre sig ligesom hovedstammen, og vil selv også danne nye sideskud. De nye sideskud vil igen opføre sig som en ny stamme, og det hele gentager sig igen og igen og igen.

Indeterminante sorter

Det er typisk kun de indeterminante sorter det strengt taget er nødvendigt at knibe.

De indeterminante planter kan som regel fortsætte med at vokse, indtil sygdom eller frost tager livet af dem. Hvis ikke sideskuddene fjernes, kan planten meget hurtigt udvikle sig til at være et totalt virvar af blade og stammer, der kan få betydning for mængden af lys til andre planter. Derudover kan det forhindre en god luftcirkulation, og dermed vil have høj risiko for at blive angrebet af gråskimmel.

Fordele ved at fjerne sideskud

Der er flere fordele ved at fjerne sideskuddene, hvis de vel at mærke bliver fjernet hensigtsmæssigt og tidligt.

  1. Forbedret luftcirkulation mellem tomatplanterne.
    Øget luftcirkulation betyder at fugt og kondens på blandt andet blade, bedre kan tørre. Fugtig stillestående luft, fugt/våde blade giver gode vækstbetingelser for svampe og sygdom der vældig hurtigt kan sprede sig til alle planterne i drivhuset.
  2. Den daglige pasning bliver nemmere.
    Derudover bliver det nemmere at spotte sideskud, eventuelle skadedyr og ikke mindst bliver det nemmere at få øje på de modne tomater og plukke dem.

Betydning for mængde og størrelse af tomaterne

Hvilken betydning har knibning/ikke knibning af sideskud for mængden eller størrelsen af tomater?

Det synes der ikke at være et entydigt svar på.

Ifølge Craig LeHoullier vil sideskud øge antallet af både blomster og frugter og øge høsten, og vil ikke have en negativ effekt på planten, da planten vil fortsætte med at producere så længe forholdene tillader det. De indeterminante sorter har ingen begrænset vækst og sideskud vil ikke tappe energi fra planten. Fjernelse af sideskud kan være en fordel af mange andre grunde – som primært har at gøre med at opretholde et sundt klima i drivhuset og lette den daglige pasning.

J Benton Jones Jr. mener derimod at sideskud vil suge energi fra hovedplanten, bruge energien til at udvikle sideskud, blomster og danne tomater, og vil – hvis de ikke fjernes, reducere mængden af tomater.

Der er en del forskningsartikler der omhandler emnet, og der er flere modstridende fund. Krishnaprabu har fundet, at tomatplanter der dyrkes med en enkelt stamme giver større tomater, end tomatplanter med to stammer – dog er den samlede høst en smule større, målt i antal kg, for planter dyrket med to hovedstammer. Det synes at være sammenfaldende med de resultater som Mehraj et al, er kommet frem til. Men der er også forskningsresultater der peger i en anden retning. Kumar et al har i et nyere review skitseret en del af dem. I anden litteratur peges på, at hvis ikke plantens sideskud fjernes, kan det få betydning for modningshastighed og mindre frugter.

Set med vores hobbydyrker briller, er det primært hensynet til indeklimaet og planternes sundhed, der vægter højest hos os i forhold til knibning af sideskud. I vores drivhus har det indtil 2024, været vores mål, kun at have to hovedstammer på vores tomatplanter, og fjerne alle andre små sideskud. I 2024 har vi reduceret plantetætheden betragteligt og eksperimenterer med at have flere hovedstammer. På friland, hvor forholdene er anderledes og luftcirkulationen øget, vil vi fortsætte med at lade planterne vokse og sætte sideskud, hvor det er muligt og formålstjenligt.

Fjernelse af små sideskud

På de indeterminante sorter fjerner vi hvert nyt sideskud der vokser frem på planten. Jo før det bliver gjort, des bedre, for planten skades mindre når det er et lille skud der fjernes, end hvis det har nået at vokset sig stort.

Når sideskuddene er små, er de ganske nemme at fjerne. Måden vi gør det på, er ved at knibe skuddet over mellem to negle, helt nede ved bladhjørnet.

Vi fjerner som regel sideskud når vejret er tørt og varmt, gerne i løbet af formiddagen eller tidligt på eftermiddagen, da såret efter sideskuddet synes at hele hurtigere op, og dermed er mindre udsat.
Åbne sår kan reducere plantens modstandskraft overfor sygdom.

Fjernelse af sideskud der er blevet store

Tidligere år har vi, hvis sideskuddet er blevet lidt stort, knækket det af, ved først ved at bukke det helt over til den ene side, og derefter bukke det til den anden side. Hvis det blev meget stort, skar vi det af med en ren kniv, for at få et helt rent snit, som planten selv kunne hele op.

Vores erfaring er, at metoden ikke er helt risikofri, da fjernelse af store sideskud kan give for store åbne sår på tomatplanten. Sår på planten kan give grobund for gråskimmel, især hvis planten dyrkes i et fugtigt drivhus med mangelfuld udluftning. Derudover er det vores erfaring, at metoden med at ‘brække’ sideskud, er risikofyldt, hvis man ikke formår at lave et “rent” bræk, dvs. at der hverken sidder en lille stump tilbage og ej heller kommer til at beskadige stammen.

Nu skærer vi kun, hvis vi ikke har anden mulighed, for netop at sikre os, at snittet bliver rent og ikke bliver en invitation for svampesygdomme.

Er der ”pludselig” kommet store sideskud, som vi vurderer er bedst at fjerne, så bruger vi en skarp kniv/havesaks, der desinficeres mellem hver plante, for at sikre at vi ikke kommer til at overføre noget fra den ene plante til den anden, og i et åbent sår – der efterfølgende måske kan udvikle sig til svamp eller bakterieangreb. Generelt set, så fjerner vi IKKE store sideskud – men ser – og behandler dem som topskud.

Se sideskud som topskud – vores fortrukne metode

Vores fortrukne metode er at lade de sideskud som er blevet for store, vokse lidt og så behandle det som et topskud. Dvs. at vi kniber toppen væk, hvilket vil standse væksten.

Derved undgår vi at skære i planten, og efterlade sår som så kan blive indgang for bakterier, svamp, skadedyr og sygdom.

Med andre ord, så forsøger vi at fjerne sideskud der er meget små, og som efterlader ingen eller kun et minimalt sår på planten, som den sagtens kan hele hurtigt op.

Vi fjerner som regel sideskud dagligt, men er det et lidt større sideskud (som stadig er kort) venter vi til der er udsigt til et par tørre, varme og solrige dage, så luftfugtigheden er lav i drivhuset.

Det er vores erfaring, at sygdomsrisikoen sænkes og såret på planten heles hurtigere op.

Genbrug sideskud, og få nye tomatplanter

Større sideskud der fjernes, kan genbruges og blive til nye planter. Vi har bedst erfaring og held med sideskud der har en længde på 5-6 cm. Sættes skuddet i vand, vil det efter et par dage begynde at danne rødder nede i vandet, og kan efter en eller to ugers tid plantes ud, og man har derved fået en ny tomatplante der sortsmæssigt er en nøjagtig kopi af planten man tog den fra. På den måde kan vi hurtigt få nye planter af samme tomatsort, og langt hurtigere, end ved at så nye frø. En anden sidegevinst er, at skuddet synes at være hurtigere til at sætte blomst og give tomater.

At sideskuddene opfører sig som en ny hovedstamme har været nyttig viden for os, i de situationer hvor vi har været så uheldige at være kommet til at skade, eller knække plantens “rigtige” stamme. I de tilfælde har vi blot ladet et sideskud vokse, og vupti – så er planten reddet, da den har fået en ny stamme.

Sideskud som reservestamme

Nogle gange, hvis der er plads i drivhuset, og planten ellers er sund og rask, lader jeg et enkelt eller to sideskud være, og lader det vokse ud. Derved vil planten få to eller tre stammer, give et lidt højere udbytte, og jeg vil have en reservestamme, hvis der skulle ske den oprindelige hovedstamme noget.

Determinante sorter

Determinante sorter skal ikke knibes.

Determinante sorter har en naturlig begrænsning af væksten – de vokser simpelthen kun til en vis størrelse, så for hvert sideskud man kniber af dem, snyder man sig selv for en masse tomater.

Semideterminante sorter

Da semideterminante kan arte sig meget forskelligt, vil knibning af sideskud afhænge af erfaringer med sorten. Nogle sorter kan blive meget tætte, og det kan, især hvis de dyrkes i drivhus, giver udfordringer med stillestående luft inde blandt plantens stængler og blade.
Vi anbefaler, at hvis man IKKE har erfaringer med sorten fra tidligere år, knibes de som udgangspunkt ikke. Hvis planten udvikler sig, og bliver meget stor, med mange stammer der fortsætter med at vokse, tynder jeg ud i de stammer der endnu ikke er begyndt at udvikle tomater. Jeg fjerner så meget, at der skabes tilstrækkelig luftcirkulation omkring blade og stængler.

Indeterminante dwarf sorter

Der er kommet et væld af dwarf/dværg sorter, hvor mange af dem, især fra Tomato Dwarf Project, er indeterminante.

Dwarfsorterne af de indeterminante typer, bliver ikke så store som de normale sorter, men er lige så dygtige til at sætte sideskud. Og selv om de er mere kompakte, vil de indeterminante dværge blive ved med at vokse indtil de må bukke under for frosten til efteråret. Her har vi to forskellige fremgangsmåder, afhængigt af, hvor de dyrkes. Dyrkes de i drivhuset, fjernes de sideskud, som er nødvendige for at sikre luftcirkulation og hensigtsmæssigt vækst. Dyrkes de på friland, knibes de ikke.

Artiklen er opdateret 22/05 2024

Kilder

Craigh LeHoullier, 2015: Epic Tomatoes
J. Benton Jones, Jr. 2008, Second edi.: Tomato Plant Culture; In the Field, Greenhouse and Home Garden,
Dominique Blancard, 2012, Second edi.:Tomato Diseases: Identification, Biology and Control
Krishnaprabu, S, Impact Of Growth Regulation Through Spacing and pryning on yeld and quality of tomato hybrids, Plant Archives Vol. 20, Supplement 1, 2020 pp. 2040-2044
Kuldeep Kumar et al, 2019: Progress in Pruning to
Vegetable Crops: A Review, International Journal of Advances in Agricultural Science and Technology,
Vol.6 Issue.2, February- 2019, pg. 19-32
H Mehraj., et al. , 2018, “Shoot Pruning on Fruit and Seed Production of Two Winter Tomato Varieties”. EC Nutrition 13.5 (2018): 265-271.

SE OGSÅ DISSE INDLÆG

Tomatsorter der er velegnet til at dyrke på friland

Frilands tomater

Da vi startede med at dyrke tomater, var vi overbevist om, at tomater helst skulle dyrkes i drivhus. Idag har vi erfaret, at sådan er det slet ikke. Der er sorter, som simpelthen trives bedst i drivhus - men der er faktisk også en lang række skønne og smagfulde...

Bestøvning af tomater

I nogle af de første år som hobby tomatdyrkere med drivhus, var vi meget opmærksomme på og sørgede for at vores tomatplanter fik så meget sol og varme som muligt, og sørgede altid for at vinduer og døre var lukket i drivhuset for at holde varmen inde. Det gjorde vi,...
A

Guide til udplantning i drivhus – med ukrudtsdug

Vi har igennem en årrække gjort os en række erfaringer, og samtidigt løbende fået en større viden og forståelse for en række faktorer der har indvirkning på tomatplanternes udvikling, trivsel, sundhed og udbytte af høst. De forhold som vi altid har fokus på, før...
Få hjælp til udvælgelse af tomatsorter

Er du ny tomatdyrker?

Det kan være ret overvældende og uoverskueligt, at finde ud af, hvilke sorter man skal dyrke,  især hvis man skal i gang med at dyrke tomater for første gang, Det er faktisk slet ikke nogen let opgave. at vælge tomatsorter. Vælg tomatsorter efter voksestedDu kan...

Tomater der hænger/visner selvom de vandes

Sommetider kan man opleve, at der er en eller flere tomatplanter, der hænger eller ligefrem visner, selvom de er blevet vandet eller det har regnet. Årsagerne kan være flere, herunder temperatur, utilstrækkeligt rodnet, for tidlig udplantning, dyrkningsforhold og...

Vejrets betydning for tomathøsten

Går du og undrer dig over, at høsten af tomater lader vente på sig, eller at du slet ikke har så mange tomater på dine planter, som du håbede eller forventede? Vi glæder os alle sammen til, at årets anstrengelser skal bære frugt, og vi kan høste en masse lækre...

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Nyhed

Kom godt i gang med mikrogrønt