Topbeskæring af tomatplanter

af | aug 7, 2023 | Pasning

I juli og august begynder der at komme mange opslag på nettet som handler om at topbeskæring af tomatplanterne.

Måske det er noget, du selv har overvejet at gøre, men er i tvivl om det er en god ide eller ej.

Her i denne artikel, ser vi nærmere på hvad topbeskæring egentlig er, hvilke sorter det giver mening for,  fordele og ulemper samt hvordan og hvornår, og du kan også læse om vores tanker om det.

Hvad er topbeskæring, og hvilke sorter kan man topbeskære?

At tage toppen på en tomatplante er i princippet det samme, som når man fjerner sideskud. Det er en måde at styre plantens vækst.

Hvor fjernelse af sideskud for mange handler om at undgå, at planten bliver for bred og tæt, så handler topbeskæring af tomatplanter om at forhindre, at planten vokser yderligere i højden.

Der er forskellige måder at gøre det på, og det er ikke helt ligegyldigt, hvilken metode du vælger i forhold til at forebygge sygdom – og det er ikke alle sorter, hvor det giver mening.

Fordele ved topbeskæring

Der kan være mange gode årsager til, at man vælger at stoppe tomatplantens højdevækst ved at tage toppen af.

  • Når man fjerner tomatplantens vækstpunkt, hjælper man planten med at koncentrere sin energi om de tomater, der er ved at udvikle sig og modne – og som ifølge blandt andet Benton Jones vil betyde, at tomaterne vil blive større, op til 20-30%.
  • En anden fordel, der nævnes i litteraturen, er, at man ved at tage toppen af planten kan forhindre, at planten bliver så høj, at man ikke kan nå tomaterne, og de tomater, der udvikler sig, kan gøre toppen så tung, at planten kan knække
  • Endelig nævnes det nogle steder, at planter, hvor toppen er blevet beskåret, giver tykkere og mere robuste stængler og at det stimulerer planten til at danne endnu flere blomster på andre dele af planten.
  • Dyrker man tomater et sted, hvor der er begrænset højdevækst, f.eks. så kan man tage toppen af planten og i stedet vælge at lade sideskud vokse og dermed give planten mulighed for at danne flere tomater og i en højde, hvor man kan nå dem. Alternativ til at tage toppen er at sænke planten ned, hvis det er muligt, og dermed få lidt ekstra plads i højden. Denne praksis er ikke altid optimal, hvis ikke der er tilstrækkelig med luftcirkulation.
  • Der er nogle der vælger at bevare toppen i drivhuset, alene fordi bladene kan virke som skyggegiver og holde temperaturen nede. Det kan være en god strategi, så længe at bladene ikke rører glasset og hvis der i øvrigt er en tilstrækkelig luftcirkulation.

Der kan være forskellige formål med at tage toppen af planten.

Nu når du kender nogle af fordelene, der er ved at tage toppen af planten, så lad os se på, hvilke ulemper der er.

Ulemper ved topbeskæring

Risiko for sygdom

Hvergang du fjerner blade, sideskud eller klipper i tomatplanten – også når topskuddet fjernes, vil planten få et åbent sår, som der meget hurtigt kan give adgang for sygdom og spredning af sygdom. Det kan f.eks. sprede sig til tomater i drivhuset, som måske er sprækket lidt i skallen.

Mister mulighed for ekstra tomater

Når du fjerner tomatplantens vækstpunkt og forhindrer den i at danne flere blomster, fjerner du også muligheden for, at planten vokser yderligere og danner flere blomster – og dermed giver færre tomater.

For nogle år siden havde vi en meget lang sommer, som betød, at vi kunne høste modne tomater langt ind i oktober og frem til november. I det tilfælde ville det have været ærgerligt at klippe toppen, og dermed gå glip af de ekstra tomater.

Men det er ikke så tit, at vejret i Danmark er så varmt så længe. Det er aldrig helt til at vide, før vi er der. Så at klippe toppen i august kan være lidt af et sats og en vurdering af, hvornår den første frost viser sig.

Hvis du holder af at sylte grønne umodne tomater, så vil du formentlig få færre at sylte, hvis du klipper toppen i august.

Undgå russetering

Nogle steder i litteraturen nævnes, at risikoen for, at tomaterne udvikler russetering – som er et fænomen, en udvikling af brune/rustfarvede fordybninger eller skællet tekstur i overfladen på tomaterne, er mindre forekomne hos tomatplanter, hvor toppen ikke er beskåret, og hvor sideskud fjernes.

Hvilke tomatsorter kan du overveje at topbeskære?

Tomatsorter har forskellige vækstformer og udviklingstider.

Nogle tomatsorter bliver ved med at danne tomater til den første frost; det er typisk sorter, som har en indeterminant vækst, dvs. tomatsorter, som bliver ved med at vokse – de høje planter. Her på fotoet kan du nogen af planter vi har dyrket på friland. Selvom de lave planter på friland er høje, så har det en begrænset højdevækst, hvorimod de høje planter på friland, vil fortsætte med at vokse – også op over stativet, hvis de får mulighed for det.

Blandt de indeterminante sorter kan der være stor variation i hvor hurtigt tomaterne udvikler sig, det gælder både de små tomater, mellem og de store. Nogen mener at små tomater modner hurtigere end mellem og store. Modningstiden afhænger af den enkelte sort, er vores erfaringer.

Andre tomatsorter har en determinant vækst, typisk de lave sorter, og hos dem vil alle tomaterne udvikles over en kort periode.

Overvejer du at klippe toppen på dine tomatplanter, er det en god ide at kigge på hver enkelt sort og vurdere, hvad du skal gøre. Søg efter vækstformen på Tomatdatabasen.dk

Opsummeret er tomatsorter med indeterminant vækst og lange modningstider de bedste kandidater til topbeskæring.

For determinante sorter, hvor alle tomaterne modnes over en kort periode, vil det ikke give samme fordele.

Hvordan fjerner man toppen af en tomatplante?

Der er forskellige måder at standse en plantes højdevækst – og det er faktisk det, topbeskæring handler om.

Nogle klipper simpelthen rent fysisk det øverste af plantens hovedstamme af.

Det er ikke en fremgangsmåde, vi vil anbefale. Når du tager toppen af planten på den måde, vil det efterlade en stor åbning – et stort sår, som øger risiko for sygdom. Hvis du alligevel ønsker at gøre det på denne måde, så gælder de samme anbefalinger som ved fjernelse af for store sideskud – sørg for høj hygiejne og gør det en dag, hvor der er lav luftfugtighed, blæst, solrig og varm dag.

En anden fremgangsmåde er at fjerne blomsterne og simpelthen fjerne vækstpunktet, da vi herved ikke efterlader store sår.

Sådan gør vi

Vi topbeskærer alene de sorter, vi dyrker i drivhuset; det er typisk indeterminante sorter, som giver store tomater og/eller har en lang modningstid, når planten når taget af drivhuset.

Vi fjerner hverken blomster eller små grønne umodne tomater, men lader planten udvikle alle de tomater, den vil og kan, indtil der er udsigt til frost, og høster tomaterne.

Nogle lader vi modne indenfor – andre bruger vi til syltede grønne tomater, relish osv.

Når vi topbeskærer planten, så anvender vi den metodee, som giver mindst mulig sår på planten dvs. vi fjerner vækstpunkter.

På fotoene herunder kan du se hvordan.

Foto 1: Vi finder en af de øverste blomsterklaser på planten og tæller 2 bladsæt frem og klipper/nipper planten her.

Som du kan se på foto 1, så er der en stor blomsterklase til venstre.

På foto 2 ser du, hvor Lars klipper, og foto 3 viser planten efter den er blevet topbeskåret.

Hvornår fjerner man toppen?

Tidspunktet for, hvornår det kan være en god ide at fjerne toppen, kan variere både i forhold til de vækstforhold, man har, samt sorten.

Dyrker man tomater f.eks. i en isoleret udestue eller andet sted, hvor sæsonen kan være længere f.eks. opvarmet drivhus, kan det give mening af fjerne toppen, når taget nås.

I et almindeligt drivhus og på friland kan det være på det tidspunkt, hvor man af pladshensyn vurderer, at det giver mening – eller fra juli/august.
Det afhænger helt af vejret og den enkelte sort og ens ønsker.

Sagen er, at det tager 55 til 90 dage fra udvikling af tomat fra blomst til moden tomat.
Dvs. at de tomatblomster, som planten danner 1. august, teoretisk set, er udviklet og modnes i perioden mellem 25. september til ca. 1. november, afhængigt af sort. Det betyder, at de blomster, der netop er udviklet på planten, og udvikles på planten herefter, formentlig ikke kan nå at udvikle sig til modne tomater på planterne, før den første frost.

Risikoen øges, hvis du dyrker sorter, som giver store og/eller sene tomater, som har en lang modningstid.

Derudover kan vejret spille en stor rolle. Jo længere vi kommer hen mod efteråret, jo koldere bliver det sædvanligvis, og de lavere temperaturer forsinke modningsprocessen.

Når det er koldere, bliver de enzymer, der er ansvarlige for modning, mindre aktive, og omdannelsen af stivelse til sukker (som bidrager til den søde smag af modne tomater) bliver langsommere. Dette kan få tomaterne til at forblive grønne og tage længere tid at opnå deres ønskede modenhed.

 

Kilde blandt andet:
J. B. Jones Jr.: Tomato Plant Culture; In the Field, Greenhouse, and Home Garden
Epic Tomates: Craig LeHoullier
Blanchard, D: Tomato Diseases: Identification, Biology and Control: A Colour Handbook, Second edition
Snyder, R: Greenhouse Tomato Handbook

SE OGSÅ DISSE INDLÆG

For høje temperaturer i drivhuset?

Den fantastiske varme sommer har giver problemer for mange i forhold til at holde temperaturen nede. Vi har også haft lidt udfordringer med varmen eftersom vi ikke har nogen store træer som kan give skygge, - og har betydet at nogle af sorterne har afstødt lidt...

Temperatur og skygge i drivhuset – højsommer

Det er varmt både ude og inde i disse ugerSørg for den rette temperatur i drivhusetI drivhuset skal der være varmt, derfor er det oplagt at sørge for at både vinduer og døre er lukkede. Men i perioder med meget sol og høje temperaturer er det vigtigt at sørge for at...

Turbomodning af tomater

Nu nærmer tiden sig for afslutning på tomatsæsonen. Som vi har skrevet om på bloggen, så er der noget der tyder på, at tomater der får lov at modne på planten, har en anden og bedre smag, end dem der er eftermodnet væk fra planten. En af de faktorer der har...

Det optimale tidspunkt at høste tomater

August og september er sædvanligvis de store høstmåneder i Danmark, når der dyrkes uden tilskudslys og på friland og drivhus. Og der er efter vores vurdering ingen supermarked tomater, der kan hamle op med den smag, som en friskplukket tomat fra egen have har. Det...

Græs som jordafdækning

Græsafklip kan forbedre jordens næringsindhold, fugtighed og bekæmpe ukrudts, men kan også tiltrække skadedyr, eller sprede sygdomme.

Checkliste og ‘køreplan’ – i ferietid

Juli måned er for mange ferietid, og det er også det tidspunkt, hvor mange oplever forskellige problemer med vækst af tomatplanterne, misfarvning af blade, misforming af tomater, griffelråd, skadedyr og meget andet. Med andre ord, så er sygdomsforebyggelse og...

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Nyhed

Kom godt i gang med mikrogrønt