Sommermånederne er for mange ferietid.
Det er også den tid på sæsonen, hvor mange oplever problemer med tomatplanterne.
Det kan være vækstproblemer, misfarvede blade, misformede tomater, griffelråd, skadedyr, sygdomstegn og meget andet.
Derfor giver det god mening at have ekstra fokus på sygdomsforebyggelse og vækstforhold, både i vækstsæsonen og i ferietiden.
Uanset om du skal være væk et par dage eller i længere tid, kan du med fordel gennemgå tomatplanterne i god tid, inden du tager afsted.
Se om der er noget, der skal justeres.
En checkliste kan være en god hjælp.
Den kan gøre tomatpasningen mere overskuelig og hjælpe dig med at komme omkring de områder, der er vigtige hos netop dig.
Skal andre passe dine tomatplanter, kan en køreplan med præcise angivelser og gøremål give ro i maven.
Både for dig og for dem, der hjælper.
Så ved de, hvad de skal gøre, og hvornår.
Herunder får du tips til udvalgte fokusområder og konkrete punkter, du eventuelt kan checke og forbedre, for at give dine planter bedre vækstbetingelser.
Længere nede i artiklen finder du vores bud på en checkliste til den daglige pasning og en køreplan til tomatpassere.
Har du tip til punkter, du synes vi mangler, så skriv endelig til os.
Tips til fokusområder og punkter der kan bidrage til at forbedre vækstbetingelserne, og reducere problemer
| Fokusområde | Punkter du kan gennemgå |
|---|---|
| Indeklima | Sørg for tilstrækkelig udluftning og luftcirkulation. |
| Fjern evt. glas og monter jalousivinduer. | |
| Hold evt. døre og vinduer åbne døgnet rundt. | |
| Opsæt evt. en ventilator. | |
| Hold jorden tør, afdækket og ren. | |
| Flyt planter, som hindrer luftgennemstrømning. | |
| Vanding og gødning | Sørg for, at planterne får dækket deres behov for vand og gødning. Hverken mere eller mindre. |
| Bruger du vandingsanlæg, så check om alle de små vandslanger og vandudtag fungerer. | |
| Bruger du automatisk vanding, så check at der er vand i din vandtank eller vandtønde. | |
| Vand kun jorden. | |
| Skadedyr | Fjern ukrudt fra drivhuset. |
| Sørg for, at der ikke efterlades plantedele, som skadedyr kan gemme sig i og på. | |
| Hold øje med tegn på skadedyr på bladene, f.eks. klistrede blade, myrer, små sorte eller hvide “prikker”, bid i blade eller tomater. | |
| Tiltræk nyttedyr, og køb og udsæt evt. nyttedyr, når du observerer skadedyr. | |
| Vent ikke for længe med at gribe ind. | |
| Sygdom og mistrivsel | Undgå at indsætte planter i drivhuset, som du ikke først har haft i karantæne et par uger. Nye planter kan bringe sygdom med sig. |
| Overbrus ikke planterne, og særligt ikke med opsamlet regnvand, der ikke er filtreret og renset. | |
| Undgå at ramme bladene, når du vander. | |
| Sørg for, at planternes blade ikke rammer eller hviler på flader, f.eks. drivhusglas. | |
| Hold øje med farveændringer på både forside og bagside af bladene. | |
| Undgå skader på plantedelene. Vær opmærksom på hvornår og hvordan du evt. beskærer eller fjerner sideskud. |
Checkliste – til den daglige pasning af tomatplanter
- Kig efter farveændringer på plantedelene – både stængler og blade, underside og overside
- Hold øje med skadedyr, og tegn på de er der
- Fjern beskadiget plantedele, smid dem i en pose med det samme – hold en høj hygeine standard
- Bind planterne op, og giv dem passende støtte
- Fjern små sideskud, du ikke ønsker at beholde
- Stands vækst på sideskud, der er blevet for store
- Sørg for at planterne får den mængde vand og gødning de har brug for
- Check at jordafdækningen, ligger som den skal
- Pluk modne tomater, fjern tomater med skader
- Hold øje med om planterne har nok plads til at vokse i – ompot/omplacer planten ved behov
‘Køreplan’ til tomat-passere i ferien
Det er selvfølgelig meget individuelt hvor meget eller hvor lidt du ønsker dine ferie tomatplante passer skal tage sig af, mens du er på ferie. Derudover er det også en afvejning af, hvor mange opgaver man med rimelighed kan overlade til andre. Herunder er vores bud på en overskuelig og enkel ‘Køreplan’ som indeholder de mest nødvendige punkter.
- Fjern beskadiget plantedele, smid dem i en pose med det samme. Brug gerne engangshandsker
- Bind planterne op, og giv dem passende støtte
- Vand – Sørg for at planterne får den mængde vand og gødning de har brug for, og vand kun jorden og sidst på eftermiddagen om muligt
- Pluk modne tomater, fjern tomater med skader





0 kommentarer