Går du og undrer dig over, at høsten af tomater lader vente på sig, eller at du slet ikke har så mange tomater på dine planter, som du håbede eller forventede?
Vi glæder os alle sammen til, at årets anstrengelser skal bære frugt, og vi kan høste en masse lækre tomater. Ventetiden kan være lang, og det kan være ganske frustrerende at læse om alle dem, der er i gang med at høste tomater, når man selv ikke har høstet det store endnu.
Der er flere faktorer, der har betydning for, hvornår du kan høste tomater. Dels er modningstiden for tomatsorter forskellig, og fra frø til moden tomat kan der gå mellem 100-140 (145) dage – og derudover har vejret stor betydning.
Når vi i juli – august, kan konstatere at der er færre blomster og tomater på planterne end vi havde håbet, så kan der være flere årsager, og blandt andet skyldes temperatur.
Hvorfor og hvad der spiller ind, kan du læse mere om herunder.
Vejrets påvirkning på tomaterne
Selv om vi bor i et forholdsvis lille land, og der i virkeligheden er kort afstand fra den ene ende af landet til den anden, kan der alligevel være meget store forskelle fra landsdel til landsdel, når det kommer til, hvor meget sol, vind og regn vi får, og hvad temperaturen er. Uanset om du dyrker i drivhus eller friland, så har vejret – både temperaturen og luftfugtigheden – betydning for, hvor mange tomater du i sidste ende kan høste, og hvornår de modner.
Modningstid og klima
Modning af hjemmedyrkede tomater kan variere afhængigt af flere faktorer, herunder tomatens sort og vækstbetingelserne. Tomatens modning gennemgår forskellige stadier, som inkluderer blomstringsstadiet, den grønne fase og den lyserøde til røde fase. Når tomaten er fuldt moden, er den klar til at blive høstet og spist.
Modningstider varierer afhængigt af tomatens sort, vækstbetingelserne og klimaet. Generelt tager det omkring 45-90 dage fra tomaten bestøves, indtil den er moden og klar til høst. Fra umoden farve f.eks. grøn til moden f.eks. rød vil det tage omkring 10 dage, ved en temperatur på 20 grader.
Temperaturens indflydelse
Tomatfrugter gennemgår flere udviklingsstadier under deres modningsproces. I de tidlige stadier fortsætter frugten med at vokse i størrelse og forbliver grøn, hvilket typisk kræver 40-50 dage. Når frugten har nået fuld størrelse (kaldet “moden grøn”), begynder ændringer i pigmentet at finde sted, hvilket får det grønne til at falme til lysegrønt og derefter til de passende pigmenter for den pågældende tomatsort, det være sig rød, pink, gul eller orange.
Det optimale temperaturområde for modning af modne grønne tomater er ifølge litteraturen 20°C til 25°C. Jo længere temperaturer afviger fra det optimale, jo langsommere vil modningsprocessen være. Når temperaturerne overstiger 25 grader, kan forholdene blive så stressende, at modningsprocessen næsten stopper.
Samtidig producerer tomater ikke lycopen og caroten, de pigmenter, der er ansvarlige for moden tomatfarve, når temperaturen er for høj – nogen steder angives maksimum til at være 29,8 grader – andre 32,2 grader. Så lange perioder med ekstrem varme får tomater til at stoppe med at modne. De resulterende frugter fremstår ofte gulgrøn til gullig orange, i stedet for f.eks. rød.
Høj varmegrader om dagen og lave temperaturer om natten kan resultere i manglende bestøvning. Det kan ses i form af visnende og afstødte blomster og være en forklaring, eller en del af forklaringen, på, at planterne bærer færre tomater.
Bestøvning og luftfugtighed
For at en tomat kan udvikle sig, skal tomatplanten først udvikle blomster, som dernæst skal åbne sig, frigive pollen og bestøves. Pollen er temperaturfølsomt, hvilket betyder, at det kun er virksomt nogle få dage og kun under de rette temperaturforhold, som ideelt set ikke skal overstige 33 grader.
Bestøvning kræver, at temperaturen er mindst 18,3 grader og højest 29,4 grader. Bestøvning kan ske, når nattemperaturen er mellem 13-24 grader og når dagtemperaturen er mellem 15,5 og 33 grader. Den optimale nattemperatur for bestøvning er mellem 20 og 24 grader.
I drivhuse og andre beskyttede steder, hvor man dyrker tomater, er også luftfugtigheden – den relative luftfugtighed – af stor betydning for vellykket bestøvning. Er den relative luftfugtighed over 80%, kan pollenkornene klæbe sig sammen i klumper i stedet for at være individuelle korn. Er den relative luftfugtighed lavere end 60% i længere perioder, kan de dele af tomatblomsten, hvor pollen skal klæbe sig til, udtørre. Den optimale relative luftfugtighed er 60-70%. Under ideelle forhold sker befrugtningen typisk 48 timer efter bestøvningen.
Forbedring af høsten
Vi kan ikke gøre ret meget ved vejret udenfor, men dyrker du tomater i drivhus, kan du prøve at ændre vækstbetingelserne. Netop det kan gøre en kæmpe forskel for bestøvning og dannelse af tomater. Bestøvningen kan påvirkes og fremmes ved at ryste planten og sørge for tilpas luftcirkulation, relativ luftfugtighed eller simpelthen ved at bruge humlebier.
Dårlige lysforhold samt stress, fx grundet utilstrækkelige vækstforhold eller sygdom, kan også resultere i, at blomsterne ikke udvikler sig. Det samme gælder ifølge Benton Jones, hvis planterne står for tæt.
Kilder:
B. Jones Jr.: Tomato Plant Culture; In the Field, Greenhouse, and Home Garden.
Epic Tomatoes: Craig LeHouiller
0 kommentarer