Tema

Jordforbedring, klimaforandringer og tomatdyrkning

Klimaforandringer og tomatdyrkning (2025)

Hvilken betydning har det for os

af | jul 28, 2025 | Klimatilpasning, Tema

Der har altid være klimaforandringer som har præget vores klode. Iflg. eksperter sker det nu med en foruroligende hastighed.

For os der dyrker tomater, bliver udfordringen at finde en vej i det, at se på hvordan vi kan klimatilpasse vores tomatdyrkning. Der kan være mange tiltag der kan være meningsfyldte blandt andet at optimere vækstforholdene, og måske også gå efter at dyrke tomatsorter, der bedre kan klare forholdene på friland og vælge drivhuse der giver en øget fleksibilitet.

Det uforudsigelige, stærkt foranderlige danske vejr har stor betydning for vores tomatdyrkning, igennem hele sæsonen lige fra forspiring til udplantning og høst. Det påvirker planternes trivsel og udvikling gennem sæsonen og de udfordringer vi potentielt kan stå overfor, kan være alt lige fra mistrivsel hos tomater grundet kulde, regn og tørke, blæst til sygdomsudbrud og skadedyrangreb.

I denne artikel, focuserer vi på hvilke faktorerer der har betydning, hvordan, hvorfor – og hvor det kan være meningsfyldt at sætte ind, for at skabe de bedste betingelser for tomatplanterne.

Overblik over artiklens indhold

    Højere temperaturer og flere og oftere skybrud i Danmark

    Det er sommer, og temperaturen er her hos os, de fleste dage ganske flot. Nogen dage, har det været temmelig varmt, og enkelte dage i nærheden af 30 grader. Værre ser det ud rundt om Europa, hvor man kæmper med både varme og nedbør. Klimaforandringerne i Europa, påvirker også os her i Danmark, som iflg. DMI kan betyde at der bliver sendt meget varm luft op til Danmark. Men varmen kommer med en pris, og kan give både hidsige regn og tordenbyger som minder om monsumregn og perioder med skybrud. Iflg. eksperter, vil den samlede nedbør stige, komme mere ujævnt, dvs. i form af længere perioder uden nedbør, og skybrud. 

    Det varierende vejr og hyppigere skybrud, kan være noget vi skal vænne os til. Iflg. DMI kommer vores klima til at minde om klimaet i den centrale del af Europa. Skybrudssæsonen bliver længere og vi får iflg. DMI flere skybrud og dobbelt skybrud, og de kommer sædvanligvis fra maj til september – dvs. i vores tomatsæson.  I 2024 havde vi 33 skybrudsdøgn

    Klimaforandringer: Betydning for havejord og tomatdyrkning

    Selvom vi bor i et geografisk lille land, kan der være stor forskel på  hvordan vejret arter sig både inden for samme kommune, inden for samme landsdel og fra landsdel til landsdel. 

    Solskinsøen Bornholm har denne sommer haft en lang periode uden nedbør, og tørke tilstande – andre steder er der faldet ganske meget regn i samme periode.

    Selv på samme dag, på samme tidspunkt kan det være sommerligt i Græsted, og efterårsagtige temperaturer på Fyn, ligesom der kan være gråt, koldt i Græsted og fantastisk vejr og varmt i Billund. Selv inden for få km kan der være enorm forskel. Idag, er der i Blistrup, en naboby,  som ligger blot 5 km fra os, faldet enorm meget regn knap 89 mm på mindre end 12 timer. Ifg. DMI, 50 mm på 2 timer omkring midnat, og dobbelt skybrud – 39 mm på 30 min, her til morgen.  Her på tirsdag, er der igen i Græsted hvor vi bor, udsigt til en voldsom mængde nedbør.

    Hos vores børn i København og Odense, kan det se helt anderledes ud, og temperaturen kan være betydelig højere – hvilket alene kan skyldes at de bor i byen og ikke på landet. Bor man i byen, kan der opstå en varmø-effekt, hvor temperaturen kan være 10 grader varmere end hvor der er mere åbent.

    Hvor man bor, kan med andre ord, have betydning for ikke blot hvor meget sol, varme og nedbør vi får, men også hvordan omgivelserne holder på varme eller giver skygge.  Det betyder også, at de her forskelle giver vidt forskellige vilkår for vores tomatdyrkning, og dermed også betyde, at vi kan have forskellige problemer og hvad der kan være den rette løsning, for at mindske de negative konsekvenser, kan variere.

    Det er ikke kun vejrmæssige forskelle der har betydning for vores tomatdyrkning, men også forskelle i den jord man dyrker i, særligt hvis man dyrker direkte i jorden, hvad enten det er i drivhus eller på friland. Her hos os i Græsted, og i Blistrup (som var nabobyen, der fik den megen regn), er geologien, indenfor et relativt lille afgrænset område, forskellig.

    Det har betydning på flere måder, f.eks. jordens vandsivningsevne der har betydning for om jorden er vandførende eller vandstandsende, hvilket er særligt vigtigt set i forhold til klimaforandringer, tørke og skybrud og tomatdyrkning.

    Dyrker man tomater direkte i jorden på friland eller i drivhus, sætter både klimaet og den jord vi dyrker betingelser for vores tomatdyrkning, og derfor giver det god mening, at dyrke tomater på den måde, som er muligt og mest optimal – for lige præcis det område, og sted, hvor man bor og dyrker tomater. Det kan blandt andet betyde noget for hvornår tomatplanterne kan udplantes, (som kan påvirker tidspunktet for forspiring), på jordforbedring og hvordan jorden reagerer og agerer under tørke og skybrud. I 2018 blev vores jord så tør, at den f.eks. revnede – og sidste år, under skybrud kunne vi se, hvordan vandet løb over græsplænen og hvade svært ved at sive ned, hvilket er meget karakteristisk for moræneler, som vi har her hos os.

    Klimaforandringer: Betydning for forspiring og udplantnings tidspunkt

    Når vi går i gang med at forspire, så er der ingen af os, der kan vide, hvordan den kommende tomatsæson bliver.

    Vi kan få en sæson som i 2018, med hedebølge og tørke, eller kold og sjaskvåd, som vi oplevede det i blandt andet 2023.

    Har man forspiret i slut februar/start marts, vil planterne i maj ofte være så store, at det er praktisk eller måske ligefrem nødvendigt at få dem udplantet.

    Afhængigt af hvor man bor, kan tidlig udplantning være muligt. Det kan betyde, at det kan være helt rigtigt at udplante i maj på Langeland og Nordjylland, men hvor vi er meget langt fra at kunne udplante på Bornholm og i Nordsjælland, og der måske er lange udsigter til at det er meningsfuldt.

    Både tørke, varme, blæst og hagl kan spænde ben. For hvem det kan lade sig gøre, er ikke til at vide, før vi faktisk går i gang med udplantning, da forholdene kan skifte i løbet af få dage.

    Har man forholdene til det, betyder det måske ikke så meget at skulle vente flere uger, for andre er det ikke muligt, og derfor kan tidlig udplantning være nødvendigt.

    Tidlig udplantning, er ikke relateret til en bestemt dato, men angiver derimod hvorvidt forholdene er til det eller ej. Klimaforandringerne tager ikke hensyn til om vi kalendermæssigt er nået til maj, mors dag, eller vi rammer juni. Selvom vi kan opleve pæne dagstemperaturen både i maj og juni, kan vi stadig få hagl og lave temperaturer, særligt om natten, og også mulighed for frost.

    For tidlig udplantning, kan betyde man kan få en udfordrende tomatsæson, der kan påvirke såvel plantens sundhed og vækst og senere tomathøsten. Noget som måske først begynder at vise sig for alvor i løbet af et par måneder, og kan forværres både hvis vi får en våd sommer, kulde eller hedebølge. Det kan f.eks. vise sig som manglende vækst, sygdom og planter der pludelig falder sammen.  Klimaforandringer har betydning på såvel udplantningstidspunkt som for hele vores tomatsæson.

    Betydning af tørke, varme og skybrud, efter udplantning

    Uanset om du dyrker i drivhus eller på friland, kan klimaforandringer få negativ indflydelse på vores tomatdyrkning. Temperaturer dag og nat, også i jorden, skybrud samt tørkeindeks spiller en afgørende rolle. Det har betydning for tomatplantens rodudvikling, optagelse af næringsstoffer, vores tomathøst og tomatplanternes modstandskraft overfor såvel sygdom som angreb af skadedyr. Plantesygdomme og skadedyr trives i det varmere klima, og måske kan vi også begynde at se nye typer og arter, som måske får nemmere ved at formere og etablere sig, hvis der ikke findes naturlige fjender.. Er planterne svækkede, er det mere udsatte.

    Varmen kan betyde at blomsterne ikke bliver bestøvet på planterne og falder af, hvilket har betydning for tomathøsten. Det kan være nødvendigt at overveje hvordan vi, kan holde temperaturen mere stabil, nede og sikre bedre bevægelse og udskiftning af luft – særligt på beskyttet voksepladser og i drivhuset.

    På friland, kan de høje temperaturer betyde at vandet i de øvre jordlag fordamper, og falder der ikke nedbør udtømmes de. Det har konsekvenser for tomatplanter der dyrkes direkte i jorden og hvor man ikke ikke sørge for supplerende vanding. Det kan betyde at tomatplanterne, kan tørste, og dø af vandmangel, hvis ikke rødderne kan finde vand i jorden. For at undgå den situation, kan man blive nødt til at vande og måske med hanevand.  Udover det økonomiske aspekt i at vande med vand fra hanen, så er det ikke hensigtsmæssigt at bruge drikkevand i større mængder til vanding i haven. Derudover kan der opstå perioder, hvor tørken presser vandforsyningen, og der etableres vandingsforbud, for at sikre nok rent drikkevand, Det er der nogle kommuner der allerede har gjort her i start juli 2025. Der er med andre ord, brug for at sikre vandforsyning til tomatplantens rødder på anden vis og mindske fordampningen fra jorden, så planternes vandbehov hele tiden bliver dækket.

    Høje temperaturer og skybrud kan også påvirke selve jorden negativt. Her er jordtypen, og dets evne til at optage, lede og afgive vand, afgørende. Har man som os, en meget lerholdig jord, og er den blevet meget tør, så kan massivt regnvejr, og skybrud blive problematisk, og f.eks. resultere i at vandet løber henover jorden, i stedet for ned i jorden og til planternes rødder.

    Tilpasning til klimaforandringer – vores eksperimenter

    De erfaringer vi har gjort os den tid, vi har boet her, viser os med al tydelighed, at hvis vi vil blive ved med at dyrke tomater og få et rimeligt udbytte af vores anstrengelser, så er det nødvendigt at se på hvordan vi kan tilpasse os, og på brugbare tilpasningsstrategier. Det er vores oplevelse og erfaring at vores tomatsæson har rykket sig, og vilkårene hele tiden forandrer sig.

    Vi har igennem flere år har oplevet at temperaturerne dag og nat, og i jorden først er optimale i løbet af juni måned, og at vi ofte har et mildt efterårsvejr, hvor vi  kan høste tomater både i oktober og november. Iflg. eksperter, så vil milde vintre og længere sæsoner, blive mere almindeligt, 1-2 måneder, i gennemsnit . Derfor har vi de sidste par år, eksperimenteret med at flytte tidspunktet for forspiring og udplantning, og følger den astronomiske kalender, dvs. vi forspirer senere. Det betyder også at vi udplanter senere. Fra tidligt forår til efterår følger vi dagligt vejrets udvikling, meget tæt. Særligt er det temperaturen i luften, dag og nat, jordtemperaturen, tørkeindeks, storm og skybrud, vi holder øje med og er afgørende for hvornår vi udplanter. 

    Vi er overbevist om, at kombination af senere forspiring og udplantning, samt vores arbejde med jordforbedring, både på friland og i vores drivhuse, og vores dyrkningsmetoder, betød at vi trods en meget våd og kold sæson, fik en rimelig sæson i 2024.  Konkret havde vores senere forspiring flere fordele. Blandt andet var det en ekstra bonus, at perioden med pasning af planter indendørs, blev forkortet med 3-4 uger og vi anvendte plantelys i kortere tid. Også arbejdet med med at bære planterne frem og tilbage til drivhuset, for at blive afhærdet, blev også mere mere overskuelig. Alt i alt var det en sæsonstart som var knap så travl som tidligere. På baggrund af erfaringer fra 2024 besluttede vi, at vi vil fortsætte med at teste og eksperimentere med og undersøge effekten af senere forspiring og udplantning og klimatilpasning af jorden,  også i 2025.

    Her i 2025 har vi fulgt samme fremgangsmåde og skubbet vores tidspunkt for forspiring til forårsjævndøgn, og udplantning til omkring og efter sommersolhverv. Lige som sidste år, synes det også i år at passe bedre med, hvornår temperaturen dag og nat, og i jorden er optimal. En anden faktor af betydning, er fugtighed i jorden. Sidste år havde vi et vådt forår, og tørkeindekset blev ikke en udfordring og påvirkede tidspunktet for udplantning. 

    Her i 2025 har vi haft et tørt forår, ligesom i 2022, som tilmed har resulteret i et tårnhøjt tørkeindeks. De steder vi havde afdækket jorden, havde jorden en højere fugtighed og højere oppe, end de steder hvor vi havde glemt det.En ordentlig omgang regn i juni og frem til Sankt Hans betød at tørkeindekset fald ned under 8. Med fornuftige temperaturer døgnet rundt, og en god varm jord, betød at vi, ligesom sidste år, udplantede omkring og efter sommersolhverv. Ligesom sidste år, har arbejdsbyrden ved pasning af tomater været mærkbart mindre og i kortere tid. Planterne er ved udplantning en smule lavere end tidligere, men først plantet ud, da de havde blomsterknopper. Trods det senere udplantningstidspunkt, ser vi at vores planter får endnu hurtigere fat, end sidste år og udvikler sig meget livskraftigt, særligt i drivhusene.

    Et andet område vi er optaget af, og eksperimenterer med, er at øge tomatplanternes modstandskraft overfor varierende vejrforhold. Som tidligere nævnt, kan vi se frem til en sæson præget af perioder med høje temperaturerer og mindre regn end vanligt. Når vi  får regn, er det vores oplevelse, at det kommer i form af massive regnbyger og gentagne skybrud. Tomatplanternes trivsel og udvikling afhænger rigtig meget af jorden de dyrkes i. Derfor er vores fokus på jorden, og arbejde med at gøre den mere modstandsdygtig over for både skybrud, tørke og temperatursvingninger, og nedsætte fordampningen af vand fra jorden.

    Her spiller jordforbedring en central rolle. Vi har igennem længere tid været optaget af at forstå hvilke faktorer der påvirker planternes vækst og hvilken betydning jordens struktur og sammensætning har for tomatplanten. Under varme perioder, tørke og skybrud får vi mulighed for at teste vores tiltag af i praksis i vores have. Vores håb er, at kunne skabe bedre forhold for tomatplanterne og samtidig høste et større og sundere udbytte. At lære jorden at kende, forstå hvordan vand, ilt, jordens struktur og mikroorganismer spiller sammen og påvirker planternes trivsel, har været en øjenåbner for os.

    Jordforbedring er ikke bare noget, man gør én gang. Det er en proces, hvor erfaringer og småjusteringer gør en stor forskel. Det er noget vi arbejder målrettet med, både over og under jorden.

    På bloggen deler vi vores praktiske erfaringer med jordforbedring, og hvordan jordforbedring og jorddække kan bidrage til klimatilpasning af jorden. Det har direkte indflydelse på vores tomatplanter og tomathøsten. Du finder også artikler om vandbalance i jorden, jordens mikrobielle liv, regnorme og tomatplantens rødder. Det er oplagt til dig, der vil vide mere og dykke længere ned i emnerne og måske selv vil i gang med at klimatilpasse din tomatdyrkning og få endnu mere ud af din tomatdyrkning.

    Ofte stillede spørgsmål om klimaforandringer og tomatdyrkning

    Hvilke klimaforhold har betydning for tomatdyrkning – og hvorfor?

    Vi oplever, at klimaet har betydning for især temperaturer (dag og nat), jordtemperatur, tørkeindeks, skybrud og vind. Hvis jordtemperaturen er for lav, påvirker det rodvæksten, også selvom dagtemperaturen er fin og solen skinner. Det samme gælder, hvis nætterne er kolde,  hvilket de sagtens kan være både i maj og juni. Når vi får skybrud – og det gør vi oftere nu – har vi set, er det vigtigt at jorden kan både optage vand, og dræne oveskud væk, så rødderne ikke drukner. Høje temperaturerer, kan påvirke bestøvning af tomatplantens blomster negativt. Det betyder også, at planterne har et højere væskebehov, hvilket stiller krav til at der er tilgængeligt og tilstrækkeligt vand til rådighed. Tørke påvirker vandindholdet i jorden, og er afgørende for om plantenre kan finde vand. Kraftigt blæsevejr, som både kan være med vindstød af orkanstyrke og regulær storm, som vi f.eks. har oplevet i august 2018 (Johanne), september 2018 (Knud), august 2023 (Hans), august 2024 (Lilian)  kan knække stængler, vælte planter, skade og stresse planterne. Det er i det hele taget tydeligt, at vi må dyrke tomater med større opmærksomhed på lokale vejrforhold end tidligere.

    Hvilken betydning har en senere forspiring og udplantning for høsten?

    Det afhænger i høj grad af vejret – men her i 2025 er vi allerede begyndt at høste tomater i starten af juli. De planter blev forspiret omkring forårsjævndøgn og udplantet, da temperaturen i jord og luft var blevet stabil. Vores oplevelse er, at ved at vente på de rette forhold, så kommer planterne hurtigere i gang, udvikler sig stærkere og sætter frugter tidligt. Vi ser en hurtig og kraftig vækst, og det har ikke givet os en mærkbart senere høst end hos andre – tværtimod virker det som om, at planterne får et bedre afsæt og står sundere gennem sæsonen, og den samlede høst ikke bliver påvirket negativt

    Hvordan undgår man at vande på friland i tørre perioder, hvor der ikke er nedbør?

    Her hos os har vi haft fokus på at holde vandet i jorden og mindske fordampningen. Det gør vi blandt andet gennem jordbearbejdning og ved at dække jorden – f.eks. med uld eller andet organisk materiale. På den måde bevares fugten i jorden længere, og planterne får mulighed for at sende rødderne dybere ned.

    Hvordan håndteres overskydende vand ved skybrud?

    En porøs jordstruktur med gode dræneegenskaber leder overskudsvandet væk og mindsker risikoen for oversvømmelse.

    Hvordan kan tørkeindeks påvirke udplantning af tomater i drivhus og på friland?

    Tørkeindeks fortæller noget om fugtniveauet i jorden. Hvis jorden er for tør ved udplantning, får planterne sværere ved at etablere sig, og det går ud over både vækst og sundhed. Et højt tørkeindeks kan udskyde tidspunktet for udplantning på både friland og i drivhus

    Hvordan ved man, om ens jord er klar til udplantning?

    Det afhænger af flere faktorer, som vi følger nøje her hos os. Jordens struktur og sammensætning, pH-niveauet, temperaturen i jorden og tørkeindekset spiller alle en vigtig rolle. Vi udplanter ikke ud fra kalenderen, men først når vi kan se, at forholdene samlet set er optimale. Det betyder blandt andet, at jorden skal være tilpas fugtig, ikke for kold – og strukturen skal være løs og iltet nok til, at rødderne kan etablere sig hurtigt. Først når jordtemperaturen er oppe over 16 grader, og tørkeindekset er faldet til et acceptabelt niveau, går vi i gang med udplantningen.

    SE OGSÅ DISSE INDLÆG

    Vandbalance og nedbør

    Vores klima har forandret sig, vi oplever oftere tørkeperioder og skybrud. Begge dele er problematiske ikke bare for vores planter i haven, med også for vores tomatdyrkning, både i drivhus og på friland.

    Tørkeindeks og tomatdyrkning

    Vi følger vejret nøje, også tørkeindeks og tørkeprognosen, da det har direkte betydning for hvornår vi bl.a. kan plante vores tomater ud på friland og i drivhus.

    Biologisk aktivitet

    Under vores fødder gemmer sig et meget komplekst økosystem, som er afgørende for balancen i jorden.

    Regnorm på jordoverflade ved siden af visne blade

    Regnorme

    Regnormene er jordens stille superhelte. De arbejder næsten ubemærket i jorden og medvirker afgørende til, at vi får en vellykket tomatsæson.

    Græs som jordafdækning

    Græsafklip kan forbedre jordens næringsindhold, fugtighed og bekæmpe ukrudt, men kan også tiltrække skadedyr, eller sprede sygdomme.

    Vejrets betydning for tomathøsten

    Går du og undrer dig over, at høsten af tomater lader vente på sig, eller at du slet ikke har så mange tomater på dine planter, som du håbede eller forventede?

    0 kommentarer

    Indsend en kommentar

    Kom godt i gang med mikrogrønt