5 tips til at vælge de rette tomatsorter

af | mar 13, 2025 | Tomatfrø, Tomatsorter

Sådan vælger du de rette tomatsorter

At vælge de rette tomatsorter kan være en spændende og kreativ proces, her får du vores tip til at gøre det både overskueligt og inspirerende. Uanset om du er ny i haven eller har nogle års erfaring, er der plads til leg og eksperimentering. Her er vores fem bedste tips til at finde de sorter, der passer lige præcis til dig.

1. Vælg sorter efter dit dyrkningssted

Plads og voksested spiller en afgørende rolle, når du vælger tomatsorter. Forskellige sorter trives under forskellige forhold, så det er vigtigt at tænke på, hvor meget plads du har, hvordan tomaterne skal vokse, og hvordan de kan beskyttes mod udfordringer som skybrud, oversvømmelse og andre ekstreme vejrfænomener.

  • Friland: Hvilke forhold har du dér, hvor du skal dyrke tomaterne på friland? Er der mulighed for at skabe et beskyttet og lunt voksested, eller bor du et sted med åbne vidder eller tæt på havet? Overvej også, om du kan sætte pinde eller snore op til at støtte dine tomater, eller om du vil dyrke i bede, krukker eller måske hængeampeler. Dine vækstforhold og dyrkningsmetoder har stor betydning for valget af sorter og vækstformer.
  • Drivhus: Et drivhus giver mulighed for eksperimenter med mange forskellige sorter. Du kan dyrke høje indeterminante typer, der udnytter højden i drivhuset, eller vælge lavere sorter, der kræver mindre vedligeholdelse.
  • Altan eller terrasse: Har du begrænset plads i højden og bredden, er dværg- eller semi-determinante sorter et oplagt valg. De er kompakte og kan dyrkes i krukker eller hængeampeler uden at overtage hele altanen eller terrassen.
  • Vindueskarm: Bor du i lejlighed og drømmer om egne tomater? Micro-dværg-sorter er små, kompakte og velegnede til dyrkning i potter på din vindueskarm. Selvom de ikke fylder meget, kan de alligevel give en imponerende høst.

Tomatdb.dk kan du besøge vores Tomatdatabase og klikke på ikonerne for voksested for nemt at finde sorter, der passer til dine forhold. Uanset om det er friland, drivhus eller en lille altan, kan du finde masser af inspiration til tomater, der vil trives netop hos dig. I vores webshop kan du desuden udforske et bredt udvalg af tomatsorter og praktisk tilbehør, der gør det endnu lettere at komme godt i gang med dyrke tomater.

 

2. Vælg sorter efter smag og anvendelse

Når du skal vælge tomatsorter, er det vigtigt at overveje, hvad du vil bruge tomaterne til. Tomater er ikke bare tomater,  deres størrelse, smag og struktur kan gøre en verden til forskel alt efter behov.

  • Til snacks: Små, søde sorter er perfekte, hvis du vil nyde tomaterne direkte fra planten eller bruge dem hele i en farverig salat, eller som grønt i madpakken
  • Til tomatsalat og sandwich: Mellemstore tomater med fast frugtkød passer godt til skiver på tomatmadder, i burgere, i salater eller en klassisk tomatsalat.
  • Til supper, henkogning og semi-dried: Hvis du drømmer om hjemmelavet tomatsuppe eller delikate, ovntørrede tomater, bør du gå efter sorter, der er særligt velegnede til det varme køkken, henkogning og suppe.

Mange tomatsorter er alsidige og kan bruges både i det kolde og varme køkken, men nogle er specialiserede. Smagen har også stor betydning. Her må du vælge de sorter, som har lige præcis den smagsprofil, som du synes bedst om, eller en variation, som passer hele familien. Måske elsker du søde, mildt smagende tomater, mens andre foretrækker en intens og syrlig smag.

For at finde de rette sorter, kan du kigge på andres bedømmelser på Tomatdatabasen.dk eller følge vores opslag på Facebook og Instagram, hvor vi deler erfaringer og tips. Derudover kan du overveje andre egenskaber som holdbarhed efter høst, høj resistens mod sygdom eller en ekstra stor udbytteevne, alt sammen faktorer, der kan gøre dyrkningen lettere og endnu mere tilfredsstillende.

3. Vælg sorter til det danske klima

Under vores nordiske himmelstrøg har vi en kort tomatsæson, og det er ikke alle sorter, der trives lige godt med vores til tider meget omskiftelige vejr. Derfor er det vigtigt at vælge sorter, som passer til vores klima og dine dyrkningsmuligheder. Kig evt.på sæson/antal dage for den enkelte sort, det kan give et fingerpeg.

  • Tidlige sorter: Hvis du ikke har adgang til drivhus eller vækstlys, kan du med fordel vælge tidlige sorter, der modner på under 65 dage. Disse sorter giver dig en større chance for at høste friske, modne tomater, før frosten sætter ind.
  • Mellemsæson-sorter: Med en modningstid på 65-79 dage er disse sorter et sikkert valg for mange, da de passer til det typiske danske sommerforløb.
  • Sene sorter: Sorter med en modningstid på over 80 dage kan være en udfordring. Medmindre du har drivhus eller et meget lunt voksested, kan det være svært at nå at få modne tomater fra disse sorter.

Hvis du har plads og mulighed, er det en stor fordel at planlægge tomathøsten, så du spreder den over hele sæsonen. Start med tidlige sorter, der hurtigt giver tomater. Følg derefter op med drivhus- og mellemsæson-sorter, som kan supplere hen over sommeren. Slut af med gemmetomater, der høstes knap modne og kan hænge til eftermodning indendørs. På den måde kan du nyde friske tomater i flere måneder. Vil du gå all-in, kan du endelig så micro sorter, du kan have i vindueskarmen efterår og vinter, og forlænge sæsonen endnu mere.

Med den rette planlægning kan du udnytte den danske tomatsæson fuldt ud og få mest muligt ud af din dyrkning. På Tomatdatabasen.dk finder du masser af inspiration til sorter, der klarer sig godt i vores klima.

 

4. Brug dine erfaringer og lær af andre

Har du dyrket tomater før? Så ligger der en stor værdi i at kigge tilbage på dine egne erfaringer. Dine noter kan være nøglen til at finde ud af, hvilke sorter der fungerede godt, og hvilke der gav udfordringer. Måske var der bestemte steder i haven eller drivhuset, hvor tomatplanterne trivedes ekstra godt, eller steder, hvor de kæmpede med sygdom eller bare ikke rigtig voksede optimalt.

Hvis du endnu ikke er begyndt at føre noter, er det aldrig for sent. At samle dine observationer og resultater gør det lettere at vælge de helt rigtige sorter til næste sæson og undgå dem, der ikke fungerede for dig.

Tomatdatabasen.dk kan du samle dine noter online, så de altid er nemme at finde frem. Du kan også bruge vores database til at slå tomatsorter op og se, hvordan andre har oplevet dem. På ‘Tavlen’ kan du læse de nyeste bedømmelser, som giver et godt fingerpeg om en sorts styrker,  fra smag og udbytte til modstandskraft mod sygdom.

Ved at dele dine erfaringer kan du ikke kun hjælpe dig selv, men også gøre det nemmere for andre at vælge de rette sorter. Sammen kan vi opbygge et fællesskab af dyrkere, der lærer af hinanden og inspirerer til endnu flere gode tomatoplevelser.

5. Vælg sorter efter, hvor meget tid du kan afsætte

Tomatdyrkning skal være en glæde, og det handler om at finde sorter, der passer til den tid, du har til rådighed. Når tomatplanterne er små, kræver de ofte kun minimal pleje. Men når de først er plantet ud og vokser hurtigt, kan de kræve mere opmærksomhed.

  • Har du god tid og elsker pasning? Hvis du nyder at binde op, knibe sideskud og bruge meget tid på dine planter, kan indeterminante sorter være et godt valg. 
  • Travlt i hverdagen? Hvis din tid er begrænset, eller hvis du dyrker tomater i en kolonihave eller sommerhus, hvor du ikke kan komme hver dag, kan determinante eller semi-determinante sorter være perfekte. De kræver mindre pleje, men leverer stadig flotte resultater.

Vi ved af erfaring, at mange tomatsorter kan kræve daglig pasning, især hvis du dyrker mange planter. Har du ikke tiden, eller ønsker du blot at minimere arbejdsindsatsen, kan det være en stor fordel at vælge sorter, der matcher din hverdag. På den måde undgår du frustrationer og sikrer, at tomatdyrkningen bliver en succesoplevelse.

Få personlig hjælp til at vælge dine tomatsorter

Er det første gang, du skal prøve kræfter med tomatdyrkning? Eller mangler du bare lidt vejledning til at finde de perfekte sorter? Hos Tomatdatabasen.dk hjælper vi dig gerne på vej.

Fortæl os lidt om dit dyrkningssted og dine ønsker,  hvad drømmer du om? Send en mail til Tina@tomatdatabasen.dk med dine tanker og behov (se evt. trin 1-3 for inspiration). Vi vender tilbage med forslag til sorter, der passer til dig – helt gratis og uden nogen forpligtelser.

SE OGSÅ DISSE INDLÆG

Tomatsorter med en kompleks og/eller mørk smag

Tomater med kompleks og/eller mørk smag

Klik her - eller på fotoet, for at få en oversigt over alle vores tomatsorter med en kompleks og/eller mørk smag. Kompleks smag, kan være smagsnuancer der byder på flere og samtidige smagsaromaer, f.eks.salt, røget, sød og mørk. Herunder kan du klikke på det ønskede...
Tomatsorter der er velegnet til at dyrke i vindueskarm

Tomater til vindueskarmen -små potter

  Uanset hvor lidt plads du har, har du mulighed for at stille en lille urtepotte et sted, med godt lys, så kan du faktisk dyrke tomater.. Der findes efterhånden en hel del micro- mini tomatsorter der er velegnet til at dyrke i vindueskarmen, på havebordet, eller...
Vælg tomatsorter efter anvendelse

Vælg tomatsorter efter anvendelse

Når du dyrker tomater, kan det være en fordel at skelne til, hvad du skal bruge dem til. Nogen tomatsorter er mest velegnet til salat og skiver, og andre er formidable til at bruge til sauce og henkogning. Nogen sorter er mindre velegnet til at spise rå, men kommer...
Tomatsorter til friland - høje

Høje – indeterminante tomatsorter

Hver eneste år dyrker vi et stort antal tomatsorter på friland. Vi har tidligere dyrket tomater i kapilærkasser, i plantesække eller højbede. Nu dyrker vi frilandstomater, enten direkte i jorden, på et lille stykke af vores have, som vi har indrettet specielt til...
Tomatsorter med sød og/eller frugtig smag

Tomater med sød og/eller frugtig smag

Klik her - eller på fotoet, for at få en oversigt over alle vores tomatsorter med en sød og/eller frugtig smag.
Tomatsorter der er velegnet til at dyrke på friland

Frilands tomater

Da vi startede med at dyrke tomater, var vi overbevist om, at tomater helst skulle dyrkes i drivhus. Idag har vi erfaret, at sådan er det slet ikke. Der er sorter, som simpelthen trives bedst i drivhus - men der er faktisk også en lang række skønne og smagfulde...

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Kom godt i gang med mikrogrønt