Betydningen af jord og lufttemperatur for tomatplanterne

Betydningen af jord- og lufttemperatur ved udplantning af tomater

Udplantning af tomater er afhængig af temperaturforholdene, som har direkte betydning for planternes sundhed, vækst og udbytte. Når foråret melder sig med solrige og lune dage, kan det være fristende at plante tomatplanterne ud. Mange følger traditionen med udplantning i drivhuset på Mors Dag og på friland på Fars Dag, men vejret tager ikke hensyn til kalenderen. Selv i maj kan der stadig være nattefrost, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for tomaternes udvikling.

Monitorering af vejrudsigten, jordens temperatur og lufttemperaturen både dag og nat er en vigtig del af forberedelsen før udplantning. Tomatplanter kan modstå udsving, men kun hvis de gradvist tilpasses de udendørs forhold gennem hærdning.

Hærdning af tomatplanter

Tomatplanterne hærdes over en længere periode, hvilket sikrer, at de gradvist vænner sig til temperaturforandringer. På den måde opnås en mere robust plante, der kan klare udsving i vejret uden væsentlige stresspåvirkninger.

Hvis tomatplanterne udsættes for lave temperaturer for tidligt, vil væksten kunne gå i stå, og nogle planter vil aldrig komme sig fuldt ud. En stresset plante kan resultere i en forsinket høst, hvilket er en særlig udfordring i Danmark, hvor vækstsæsonen er kort.

Jordtemperaturens betydning

Tomater optager vand og næringsstoffer gennem deres rodnet, og jordtemperaturen spiller en afgørende rolle i planternes evne til at vokse sundt.

Den optimale jordtemperatur ved udplantning er 21°C i det øverste jordlag (15-20 cm). En minimumstemperatur på 16°C kan være tilstrækkelig, men under denne grænse hæmmes rodudviklingen, hvilket reducerer næringsoptagelsen. Hvis jordtemperaturen falder under 5°C, kan væksten gå helt i stå, og planten kan tage lang tid om at komme sig.

For at sikre tilstrækkelig jordtemperatur kan jorden opvarmes med plastafdækning, hvilket fremmer en hurtigere opvarmning i forårsmånederne. Jordtemperaturmålinger fra Landbrugsinfo giver et godt billede af temperaturudviklingen i 10 cm dybde og kan bruges som rettesnor for den kommende periode.

Lufttemperaturens betydning

Tomater trives bedst ved temperaturer mellem 20-24°C om dagen, mens nattetemperaturen ikke bør falde under 16°C. Ved temperaturer under denne grænse hæmmes væksten, og planterne får sværere ved at optage næring.

Hvis nattetemperaturen falder til under 10-15°C i længere perioder, kan tomater udvikle deformiteter som “Cat-face”. Hvis nattemperaturen kommer under 8°C, er der risiko for blomsterfald, hvilket kan påvirke udbyttet negativt.

Temperaturens indvirkning på fotosyntese og vækst

Temperaturen har stor betydning for en lang række biologiske processer i tomatplanten, herunder enzymaktivitet og fotosyntese.

Fotosyntesen afhænger af temperatur, da lave temperaturer reducerer enzymaktiviteten, hvilket mindsker planternes evne til at producere energi og dermed hæmmer væksten. Jordtemperaturen påvirker rodnettet, og selvom tomatplanterne kan overleve ved lavere temperaturer, kan et underudviklet rodnet føre til en svagere plante, der har svært ved at optage vand og næring effektivt.

Langvarige lave dagtemperaturer under 16-18°C og nattetemperaturer under 10-15°C kan resultere i små krøllede blade, blåfarvet stængel og hæmmet højdevækst.

Forberedelse og optimal udplantning

Jordtemperaturen bør måles regelmæssigt med et jordtermometer for at sikre, at jorden har nået mindst 16°C, helst 21°C. Gradvis tilvænning af tomatplanterne gennem hærdning over flere uger bidrager til robuste planter, der klarer udendørs forhold bedre.

Plastafdækning af jorden kan være en effektiv metode til at opvarme jorden, så udplantningen sker under optimale forhold. Før udplantning anbefales det at vente, til de første blomsterknopper er synlige, da dette indikerer, at planten er klar til at etablere sig på den nye voksested.

Kilder

  • Blancard Dominique: Tomato Diseases: Identification, Biology and Control: A Colour Handbook, 2. udgave

  • LeHoullier Craig: Epic Tomatoes, 2015

  • Benton Jones J Jr: Tomato Plant Culture, in the Field, Greenhouse and Home Garden, 2. udgave, 2008

  • Sørensen Anette Helbo: Plantebiologi, 2017, 5. udgave, 1. oplag

(Sidst opdateret 11.4.2025)

SE OGSÅ DISSE INDLÆG

Planteafstand

Hvis planterne står for tæt, konkurrerer de om lys, vand og næring, hvilket kan føre til svage planter med lavere udbytte.

Lillafarvet tomatblade

Ændring af tomatplantens bladfarve og sommetider også stængel,fra grøn til lys lilla, mørklilla/blå kan skyldes en lang række årsager. Dog skal det bemærkes, at nogen sorter vil have gener hvor stænglen og bladene er mere mørke, der vil en farveændring være...

Overvanding og springhaler

Har du en mini-zoo i jorden i dine tomatplanter? I jorden er der en række mikroorganismer som vi har svært ved at se med det blotte øje, og så er der andre, som kan dukke op fra tid til anden igennem sæsonen. Og det er der ofte en god forklaring på. Er du lidt for...

Gro-telt – erfaringer fra de første måneder

Grotelt - erfaring med flytning af telt og lys Ca. i midten af april, flyttede vi vores grotelt fra et værelse i vores hus, og ud i vores endnu uisoleret udestue. Placeringen har givet os grå hår, da temperaturen i udestuen kan svinge en del, men samtidig er den...

Udformning af drivhus

Drivhuse kan idag fåes i et hav af forskellige udformninger. Det er vores råd, at udformningen matcher den anvendelse drivhuset skal have og placeringen af det. Der findes drivhuset til ethvert behov - og også kombinationsdrivhuse, hvor du kan have hyggekrog i den ene...

Materiale valg – rude/vinduer

Materiale valg - rude/vinduer Sædvanligvis består et stort areal af drivhuset, af ruder - det kan være små, der sættes sammen med clips, det kan være hele lange baner eller noget helt andet. Her skal du ofte beslutte dig, om du vil have glas, plastic, polycarbonat...

0 kommentarer

Indsend en kommentar