🍅 Kære med-tomatentusiast 🍅
Velkommen tilbage til dig, som plejer at læse med – og et varmt velkommen også til dig, som er ny modtager af vores nyhedsbrev.
Det betyder utrolig meget for os, at du har lyst til at læse med. Vi bliver så glade for alle de beskeder, mails og fotos, vi får fra jer – både på Facebook, Instagram og på mail. Tusinde tak for jeres opbakning, spørgsmål og delte erfaringer – det inspirerer os hver dag 🌿
Find dig en kop kaffe eller te og sæt dig godt til rette, for der er meget, vi gerne vil dele med dig denne gang.
Overblik over nyhedsbrevets indhold
Efteråret er godt i gang
Selvom vi nu er gået en mere regnfuld og blæsende årstid i møde, står mange tomatplanter stadig flot -især på friland. Hos os bugner planterne stadig af tomater, og vi høster, henkoger og fylder forrådskælderen. Vi kan næsten ikke følge med. Som altid forventer vi at stå med en mængde grønne, umodne tomater – det er præcis, som det skal være. Vi dyrker bevidst med henblik på at få en masse grønne umodne tomater, da de for os, er lige så værdifulde som de modne. Grønne tomater kan trylles om til chutney, ketchup, syltede delikatesser – eller vores helt egen tomat-æblemos. Andet du kan bruge dine tomater til er f.eks.
Tomat & dadel-chutney med stjerneanis
HOT Ketchup – med tomater, chili og æbler
Syltede grønne tomater med kardemomme og vanilla
Efterårets komme betyder også, at det er tid til at gøre status over sæsonen, høste og gemme frø til næste år, forberede os på sæsonafslutning i drivhus og på friland, eksperimentere med vinterdyrkning i drivhus i Root Pouch og planlægge næste års projekter. På bloggen deler vi status over de mål og fokus vi havde for 2025 og ser frem mod 2026. Vi håber, det kan inspirere, og at du har lyst til at dele ud af dine erfaringer i vores gruppe ’Tomatlaboratoriet’ på Facebook.
Efteråret er også det perfekte tidspunkt til at overveje placering af frilandsbede og drivhus.
Måske du ligesom os, har oplevet at tomaterne visse steder bare ikke trives. Årsagerne kan være mange, nogen gange kan det måske også skyldes, at der er sket forandringer i haven. Måske er der kommet nye træer eller buske, eller måske er de efterhånden blevet så store at de skygger. Her hos os, har vi i flere år døjet med ‘dårlige’ plantesteder i drivhuset. Ved et tilfælde så vi et foto fra dengang vi flyttede ind, og hvor vores tomatplanter stortrives i drivhuset, og det gik op for os, at der i mellemtiden er vokset et stort træ op, OG vores ene busk efterhånden var blevet enorm. Efter en kraftig beskæring kan vi nu se, hvor meget lys det har betydet. Tjek selv, om nye træer eller buske har ændret lysforholdene hos dig.
Det er også nu, du bør notere årets erfaringer.
Skriv bedømmelser og noter på Tomatdatabasen – både for din egen skyld og for at hjælpe andre.
Her er guiden: Sådan skriver du bedømmelser.
Nye sorter på webshoppen
Vi mærker en enorm interesse for at dyrke selv, og mange er allerede i gang med at købe frø til næste sæson. Derfor får vi mange spørgsmål om, hvornår man kan se årets nyheder på webshoppen, hvilke sorter man skal vælge, hvis man selv vil gemme frø, og hvilke sorter man skal vælge, hvis man ikke har drivhus og sorter med høj modstandskraft overfor sygdom
De nye sorter er vi netop her til aften begyndt at lægge på webshoppen, ligesom vi også får opdateret informationer og tilføjet vores erfaringer og bedømmelse. Der er rigtig mange skønne – så hold øje. Nogle sorter har vi et meget begrænset antal frø af.
I denne artikel kan du læse mere om betegnelserne F1, Heirloom og frøkonstante sorter.
Vi har også udarbejdet en oversigt over sorter, som viser høj modstandskraft mod sygdom – både ud fra faglitteratur og egne erfaringer.
Om du vil i gang med vinterdyrkning, eller i gang med at forberede næste sæson, finder du et stort udvalg på webshoppen, både
-
Frø, Eazyplugs, perlite og vermiculite
-
Gødning, støttepinde og et par enkelte vækstlys til nedsat pris
Vi håber, at du har fået inspiration til efterårets dyrkning, frøhøst og planlægning af næste sæson.
Efteråret er for os tiden, hvor vi samler erfaringer, skriver noter, deler viden og finder glæde i at forberede og planlægge næste sæson.
Tusind tak, fordi du følger med, deler dine erfaringer og bakker op om vores arbejde på Tomatdatabasen.
De varmeste hilsner,
Tina & Lars
Tomatdatabasen.dk
Høst og opbevaring af tomatfrø
Efteråret er også høsttid for frø – og vi får mange spørgsmål om netop det:
“Kan man høste frø fra grønne tomater?”
“Hvad med frø, der er begyndt at spire inde i tomaten?”
“Er tomater fra supermarkedet egnede?”
Kun frø fra modne tomater er spiredygtige. Grønne tomater er for umodne.
Frø fra tomater, der har modnet indendørs, kan du sagtens gemme – kvaliteten er den samme som dem, der har modnet på planten.
Frø fra hybrider (F1, F2) giver sjældent identiske planter næste år.
Hvis du vil høste egne frø, så vælg frøkonstante sorter (heirloom / open pollinated).
Fermentering og tørring
Når du høster frø, kan du fjerne den geléagtige hinde ved at fermentere frøene et par dage i et glas vand.
Efter fermenteringen skylles frøene grundigt. Du kan fermentere i glas -eller med zippose. Zipposer er meget pladsbesparende og man undgå en masse rengøring af glas.
Efterfølgende kan frøene placeres på f.eks. et kaffefilter hvor de tørrer inden de pakkes væk. På Tomatdatabasen.dk, kan du printe skilte lige til at bruge med dine frøposer.
Opbevaring
Opbevar frø tørt og køligt – fx i lufttætte poser i et stabilt, køligt rum.
Reinhard Kraft anbefaler 10 – 20 °C, lav fugtighed; så kan tomatfrø bevare spireevnen op til 10 år.
Udsættes frø for fugt, kan de begynde at spire – eller rådne.
Tålmodighed i tørringsfasen er nøglen.
Sæsonafslutning – bortskaffelse af planter, sygdomsforebyggelse, jord og rengøring af drivhus
Når sæsonen er ved at slutte, får vi ofte en mængde spørgsmål om både drivhus, jord, planter og sygdom. De svar vi har givet på mail, tænker vi, at andre måske også kunne være nysgerrige på. Her er nogle udvalgte spørgsmål og vores svar.
Kan jeg kompostere mine gamle tomatplanter?
Vores svar er desværre: Nej – ikke tomatplanter.
Både i løbet og sommeren, og særligt i sensommer og efterår kan tomatplanterne vise tegn på sygdom, som kan skyldes et hav af forskellige ting blandet andet næringsstormangel, kulde, bakterier, skadedyr, vira og svampesygdomme. Hvad angår både vira-, svampe- og bakterie sygdomme, så gælder det fra sæsonstart om forebyggelse, for når først de er der, er der ofte ikke meget at gøre.
Når det er sagt, vores adfærd omring tomatplanterne på denne årstid vigtigt, og kan få betydning for hvordan og hvornår og hvor hurtigt det kan udvikle sig næste år.
Vi er igang med at skrive om de mange sygdomme og problemer vi kan opleve, hvad der forårsager dem, og hvordan de kan forebygges. Det som synes at være kendetegnet for flere er, at de desværre har en kedelig tendens til at kunne overleve på og i jord, planterester, værktøj og alt hvad der er i drivhuset, og faktisk i meget meget lang tid uden en vært.
I faglitteraturen er nævnt at visse svampesygdomme og bakterier kan overleve i drivhus – i over 7 måneder og mere end et år, både på overflade, planterester, på og i jorden optil 30 cm dybde.
Lige nu, er det nok ikke til megen nytte at vide præcis hvilken svampesygdom eller bakterie der er på spil, der kan nemlig være mange på spil samtidig og der kan være store forvekslingsmuligheder.
Hvad der er ens for flere af dem er, at faglitteraturen anbefaler at alt plante materiale bør bortskaffes – og ikke komposteres, og der bør rengøres rundigt- ja faktisk desinficeres før man vælger at dyrke noget igen – ligesom jordskifte kan være tilrådeligt.
Denne her viden er for os super vigtigt – ikke bare i forbindelse med hvordan vi lukker drivhuset ned, men også hvad vi gør forinden, hvornår vi starter op igen – og ikke mindst hvis man gerne vil dyrke i drivhuset henover vinteren.
Men hvorfor ikke kompostere – i kompostbeholder eller grave ned i haven?
Som vi læser faglitteraturen bliver svampesporer mv. fra syge planter ikke nedbrudt fuldstændigt i komposten, da temperaturen i komposten slet ikke bliver høj nok til at slå det ihjel. Resultatet er at svampesporer og skadedyr i stedet kan opformeres og videreføres i den færdige kompost.
Med andre ord, er det vores frygt, at “dyrke” og sprede sygdom og skadedyr i haven, hvis vi komposterer vores tomatplanter og skimmelramte tomater og efterfølgende bruger komposten i haven og drivhuset.
Nogle skadedyr kan overvintre i planterester, i stænglerne og visne blade og kan gå i dvale, og overleve selv en vinter med hård frost. Men har vi en mild vinter, kan det måske bidrage til give problemer tidligt, næste år.
Men hvorfor ikke smide de raske planter i komposten….. eller dem som bare er visne. Her må vil tilstå, at vi faktisk ikke med det blotte øje, kan se om en plante er vissen eller den er fyldt med skadedyr. Nogle skadedyr er så mikroskopiske små, at de er usynlige for det blotte øje. Personligt komposterer vi hverken tomat/chili planter eller skadet/dårlige tomater men vælger at kører dem på genbrugspladsen, hvor de bliver omdannet til kompost.
Men er det nu også en god ide? Kan man ikke risikere at der er skimmelsporer, bakterier eller skadedyr der ikke er blevet nedbrudt under komposteringen, som man så henter hjem til sin egen have om foråret?
Vi har kontaktet Vestforbrændingen, som står for den genbrugsplads som vi er tilknyttet, og spurgt indtil komposteringsprocessen og hvad vi som haveejere skal gøre med vores tomatplanter som kan være sygdomsramte. Koordinator Line Skovrider-Ruminski hos Vestforbrændningen, svarer i en mail følgende: “Nedbrydningsprocessen, når haveaffald omdannes til kompost på store anlæg, er grundigt overvåget, og der bliver målt på en lang række parametre undervejs i processerne. Temperaturen kan nå op over 70 grader, og derfor vil fx snegleæg, svampesporer etc. blive nedbrudt undervejs. Planter og planterester med plantesygdomme skal derfor afleveres sammen med øvrigt haveaffald.”
Her hos os, har vi en fast rutine når tomatsæsonen er afsluttet. I drivhuset bliver alle blade fjernet, og revner og sprækker kigges efter for blade og skidt. Når drivhuset er helt tomt, skal det spules med højtryksrenseren. Proceduren vi følger, er den samme som om foråret. Måske du kan huske vi skrev om det? https://tomater.lettere.dk/2019/04/01/klargoringafddrivhus_1_2_etape/
Vi fjerner også det øverste lag jord, for at forebygge at skimmel, sporer og skadedyr kan overleve her.
Vinterdyrkning i drivhus og brug af Root Pouches
Flere og flere eksperimenterer med vinterdyrkning i drivhus – og det kan sagtens lade sig gøre.
Der findes mange kuldetolerante afgrøder, der trives i kolde måneder.
Men her kræves omtanke.
Svampesporer, bakterier og skadedyr kan overvintre på flader, i jorden og på afgrøder – i måneder og endda år uden værtsplante.
Derfor skal drivhuset rengøres grundigt, inden du sætter vinterafgrøder ud.
Et godt trick er at dyrke vinterafgrøder i Root Pouches med ny jord.
Det gør rengøringen nemmere og reducerer risikoen for, at gamle sygdomme smitter nye planter.
Vi bruger selv denne metode i vores lille drivhus og planlægger at dyrke krydderurter og andre hurtigtvoksende og kuldetolerante grøntsager hen over vinteren.
Efterår – jordforbedring og klimatilpasning
Efteråret er en oplagt tid til at tænke over jordens sundhed og klimatilpasning.
Hos os spiller nedfaldsæbler, blade og grønt haveaffald en vigtig rolle – det er næring, ikke affald.Ved at kompostere med Bokashi kan du omdanne køkkenaffald til værdifuldt næringstilskud til jorden.
Frem til foråret så kan et lag bladkompost eller uld som afdækning beskytter jordens liv, holder på fugten og hjælper mikroorganismerne med at trives gennem vinteren.
På bloggen finder du vores artikler om jordforbedring og mikroliv, hvor vi dykker ned i:
Det hele hænger sammen – og det påvirker direkte tomaternes trivsel, sundhed og høst.
Opskrifter
Deep Space tomat & dadel chutney med stjerneanis
Ingredienser
4 løg, hakket i tern
4 fed hvidløg, hakket fint
1 spsk. Stjerneanis, stødt i en morter
2 hele øko kanelstænger
½ spsk. Koriander, stødt
En nip flagesalt – måske fra en dansk ø
200 g Rørssukker, økologisk
2 dl Æbleeddike, måske en eddike du har lavet selv, med en eddikemor
100 g Dadler, af den lækreste kvalitet, befriet fra sten og skåret i grove tern
1 kg af de skønneste hjemmedyrkede tomater – vi har brugt Deep Space, men du kan bruge en anden sort der er kødrig. Rengør tomaterne og skær dem i grove tern
Sådan gør du
Sautér løg og hvidløg i lidt god olie.
Tilsæt krydderierne – og nyd duften der breder sig.
Den økologiske rørsukker tilsættes, mens varmen skrues ned og du kan nyde duften og synet af løg der karmelliserer!
Eddiken tilsætter du – sammen med dine hjemmedyrkede tomater og dadler.
Imens du lader chutneyen småsimre små 15-20 minutter, klargør du de glas der skal bruges.
Når tiden er nået, smager du chutneyen til med f.eks. lidt ekstra eddike, måske lidt mere sukker og salt – som du synes den behøver.
Lad det koge lidt længere, efter du evt. har suppleret med ekstra smagsgivere.
Hæld chutneyen på rengjorte glas, sørg for at de bobler når du hælder på.
Velbekomme!
Deep Space tomat chutney med hjemmedyrkede lækre peberfrugter, og evt. chili
Ingredienser
3 stk. Godt modne peberfrugter, f.eks. fra egen avl – skåret i tern
3 stk Danske løg, måske netop optaget fra egen muld. De skønne løg, skærer du i smalle både
2. Spsk Ingefær, økologisk – revet groft
Skallen fra 1-2 økologiske Lime – samt ditto citroner, revet fint
2. spsk Koriander, stødt – blandet med 1 spsk. Kanel – også stødt
600 g Lækre Deep Space tomater, skåret i tern (ps. her kan du gemme kernerne så du kan dyrke sorten igen næste år)
100 g Brun økologisk rørsukker
1 dl Æbleeddike
½ dl Hvidvinseddike
En smule chili – hvis du ønsker den HOT!
Sådan gør du
Kom eddike, sukker, koriander og kanel i en gryde og kog op. Tilsæt tomater og peberfrugt, sammen med de øvrige ingredienser: citron, lime, løg, ingefær.
Lad herlighederne passe sig selv en god halv time, ved god varme og med låg.
Klargør imens passende glas.
Nyd chutneyen, mens den endnu er varm, og hæld det som er i overskud, på glas du har rengjort.
Sørg for at chutneyen bobler, når du hælder på glas.
Nyd chutneyen til vinterens simreretter.
Velbekomme!
HOT Ketchup – med de bedste røde tomater og chilier fra haven! – og (egne) æbler
Ingredienser
2 æbler fra æbletræet i haven, hvis du har – rengjorte og hakket i tern
9 modne tomater der er kødrige, f.eks. Deep Space eller Drapee (bemærk Drapee er gul!), hakket i tern. Her kan det være en fordel at gemme kernerne
2 store økologiske løg, gerne hjemmedyrket, – rengjorte og skåret i tern
4 spsk Olivenolie, af en god kvalitet
1-2 gode chilier, med den styrke du foretrækker – når de er hakket fint, skal der være ca. 2- 2½ tsk
1 dl god æbleeddike
4 spsk økologisk rørsukker
Sådan gør du
Kom tomaterne i en gryde og lad dem koge lidt ind.
Æbler og løg steget klare i lidt olie, i en gryde
I gryden med æbler og løg, tilsættes tomaterne og chili lad det koge den tid, det tager at drikke en god kop kaffe /the (ca. 5-7 minutter)
Tilsæt sukker og eddike, og lad det småsimre nogle minutter, mens du klargøre passende glas
Efter endnu 5 minutter kan du med fordel bruge en stavblender i gryden og blende massen til den er ensartet.
Smag til med chili – og salt.
Når den har en passende smag, kommer du det på glas, mens det endnu bobler.
Velbekomme!
Tomatdatabasens tomatæblemos
Ingredienser
1 hel kanelstang
Hent alle de nedfaldsæbler i haven du kan, eller få fra en nabo. Alternativt kan du bruge en pose købe æbler, gerne madæbler.
Mængden af æbler er ikke vigtig, bare der er nok til en stor gryde, når æblerne er rengjorte og skåret i tern.
Pluk ca. 1 kg grønne umodne tomater, vask dem og prikle dem med en gaffel eller kødnål. Tilbered dem, som du ville, hvis du skulle lave vanillasyltede grønne tomater. Du finder opskriften her på Tomatdatabasen.dk. Når du har lavet en portion grønne syltede tomater, tager du dem op af lagen og stiller væk. Lagen skal du gemme og genbruge!
Sådan gør du
Tilbered først en omgang syltede grønne tomater – gerne med vanilla. Gem tomaterne for sig og væden for sig.
Kog æblerne ved svag varme i væden fra de syltede grønne tomater.
Når æblerne er begyndt at blive bløde, tilsættes de grønne tomater du startede med at lave.
Kog æbler og tomater sammen, indtil massen har den konsistens du bryder dig om. Vi kan godt lide at mosen har struktur og moser den med en gammeldags kartoffelmoser.
Smag mosen til, og tilsæt evt. lidt økologisk rørsukker, hvis du synes mosen er for syrlig.
Fjern kanelstangen, og kom tomatæblemosen på rengjorte og klargjorte glas – sørg for at mosen koger, når du hælder på glas.
Nu er mosen klar til brug – enten til varm æblekage eller andre skønne retter, hvor der kan anvendes æblemos.
Velbekomme!
Nu går Lars og jeg på lige straks på efterårsferie, og når vi kommer tilbage, fortsætter vi med at frigive flere artikler, om emner der er relevante for hobbytomatdyrkere blandt andet sundhed og sygdom, skadedyr og meget andet. Vores webshop er åbent hele døgnet, men der vil i forbindelse med ferie være lidt længere leveringstid.
Har du glæde af Tomatdatabasen.dk og vores artikler, og webshop håber vi du vil anbefale os til andre og måske skrive et par ord på Google anmeldelse.
Rigtig god læselyst!
Lars og Tina
Tomatdatabasen.dk













0 kommentarer