Nyhedsbrev

Påsken 2026

af | apr 1, 2026 | Nyhedsbrev

🍅 Kære med-tomatentusiast 🍅

Påsken står for døren, og for mange er påsken fyldt med skønne traditioner som æggeløb og påskefrokoster. For andre betyder påsken start på drivhussæsonen og overvejelser om dagsophold eller udplantning af tomater.

Den måde vejret har vist sig på her i slut marts, med flot blå himmel og lunt vejr, sætter virkelig gang i havelysten hos mange, også hos os. Har du forspiret tidligt og måske allerede nu står med store planter, er det helt oplagt at overveje, om tiden nu endelig er kommet dertil, at tomatplanterne kan komme på dagsophold eller måske ligefrem udplantes.

Der kan være flere ting, der taler for og imod – både hvad angår dagsophold og udplantning af tomater. Det er noget af det, du kan læse mere om i dette nyhedsbrev.

Her hos os er vores planter stadig små, og det er altså ikke her i påsken, de kommer ud i drivhuset. Her hos os skal påsken i stedet bruges til at gøre klar og forberede de næste skridt: Rengøring af drivhus for anden gang, skifte jorden i drivhuset, tilføre kompost, måle pH, teste jord og plantesække, rengøre udstyr og sætte tidligt ind mod skadedyr – blandt andet ved at pleje og sørge for havens fugle. Det er alt sammen noget, vi fortæller mere om i denne uge, ligesom vi også har ugens tip til dig. Selvfølgelig har vi også ugens tilbud, og vi glæder os til at præsentere dig for nogle af de nye varer, som stadig finder vej til webshoppen.

Herunder får du et hurtigt overblik over nyhedsbrevet.

Du kan læse det præcis i den rækkefølge, du har lyst til – hvad enten du tager det fra start til slut, eller hopper direkte til et bestemt punkt.

Tusind tak, fordi du følger med, deler dine erfaringer og bakker op om vores arbejde på Tomatdatabasen.

Rigtig god læselyst og påske

De varmeste hilsner,
Tina & Lars
Tomatdatabasen.dk

Overblik over nyhedsbrevets indhold

    Ugens dyrkning

    Ærter, aubergine, gulerod, vandmelon og zinnia

     Zinnia California Giants

    For nogen dage siden gik vi over til sommertid, og vi er allerede nået til april.

    Selvom jorden stadig er kold, er april en virkelig spændende måned i køkkenhaven og til forspiring. Der er stadig meget, man kan nå at så nu, og på webshoppen finder du lige nu mere end 100 spændende afgrøder og blomster, som du kan så og forspire her i april.

    I denne uge har vi valgt at pege på nogle af de sorter, som passer godt til årstiden, og som samtidig giver lidt variation.

    N

    Zinnia
    De underskønne zinniaer, som både giver farve, glæde og masser af sommerstemning. Helt fantastiske at have stående i haven og som snitblomster der bruges i buketter.

    N

    Ærter
    En skøn klassiker, som hører foråret til, og som er dejlig at komme i gang med nu. I april-kategorien finder du blandt andet sorter som Ezetha’s og Wonder of America.

    N

    Aubergine - Violetta lunga 2
    Til dig, der gerne vil prøve kræfter med noget lidt mere varmekrævende. Det er en sort, der holder af varme og egner sig godt til et solrigt og beskyttet sted.

    N

    Gulerod
    En af de afgrøder, som er nem at glæde sig til allerede nu, og hvor du på webshoppen finder flere spændende sorter, både klassiske og mere farverige.

    N

    Vandmelon og andre meloner
    Sommerligt og meget fristende! I melonkategorien finder du blandt andet Mini vandmelon – Tigrimini.

    N

    Tomater
    Ja, det kan stadig nåes at forspire tomater. Tiden er helt rigtig, hvis du vil forspire tomater uden tilskudslys, da dagen nu er tiltaget så meget, at det giver rigtig god mening. Find inspiration til yderligere robuste tomatsorter her.

    Har du gamle tomatfrø liggende, så opgiv dem ikke for hurtigt

    Vores erfaring er, at også ældre frø kan spire, hvis de er blevet fermenteret, tørret grundigt og opbevaret hensigtsmæssigt. Spireevnen falder med tiden, men der kan stadig være liv i dem. Vi forspirer selv frø, som er både 5 og 10 år gamle.
    Læs mere i
    Gamle frø - kan de spire?

    Det er med andre ord en uge, hvor du både kan vælge noget spiseligt, noget sommerligt og noget smukt. En god blanding til dig, der gerne vil bruge påsken på lidt af det hele.

    Og vil du kigge hele udvalget igennem, finder du alle april-mulighederne her:

    Ugens tip

    Mål temperaturen dér, hvor rødderne er

    Løft potten for at checke om den bør vandes

    Hvis du overvejer at lade tomaterne komme på dagsophold, kan det være en god idé at starte med en enkelt plante og måle temperaturen både omkring planten og nede i jorden i rodzone-niveau, mens den står i drivhuset. Mål gerne løbende i de timer, planten står der, og over flere dage. Det giver dig et bedre indblik i både minimums- og maksimumstemperaturerne – og det har betydning.

    Årsagen er, at for lave temperaturer kan påvirke en række processer i planten. Det gælder gennem hele plantens vækstperiode, fra forspiring til høst. I artiklen om jord- og lufttemperatur peger vi blandt andet på, at jorden i rodzonen helst skal være omkring 21 °C, og at 16 °C er et minimum.

    Har du ikke et jordtermometer, kan et elektronisk kødtermometer sagtens bruges til at måle temperaturen i potter og plantesække.

    Ugens emner

    Dagsophold eller udplantning af tomatplanter i drivhuset i påsken

    April – den lunefulde måned

    Den første dag i april er højsæson for drillerier og aprilsnarre. Hvert eneste år forsøger vejret nærmest at gøre det samme: narre os til at tro, at NU er det tid til at plante ud. Og ligesom en god aprilsnar kan være så overbevisende, at man slet ikke fatter mistanke, kan vejret også være særdeles dygtigt til at få os til at tro, at udplantningstiden er kommet. Men som Prince synger: Sometimes it snows in April. Med andre ord – man kan ikke vide sig sikker. April er den lunefulde måned.

    Nogle dage føles næsten sommerlige, mens andre kan byde på blæst, hagl og sne og store udsving både i løbet af dagen og mellem dag og nat. Og det har indflydelse på tomatplanterne. Både dem, der står i drivhuset og venter på udplantning, og især dem, der er blevet plantet ud i jorden. Det er både temperaturen i luften og i jorden der har betydning, og der kan være meget stor forskel. Selvom drivhuset er lunt, kan temperaturen nede omkring tomatplanternes rødder, være lav.

    Men spiller det egentlig så stor en rolle? Er det ikke bare overforsigtighed?

    Det er spørgsmål, vi også selv har haft. Vi har også været dér, hvor vi plantede ud i april. Fotoet du ser øverst her, er fra dengang. Vi plantede ud, da andre gjorde det – dvs. i april.

    Det, der kan gøre det svært at vurdere om det var for tidligt eller ej er, at tomatplanter ofte ser ud til at klare ugunstige temperaturer og forhold overraskende godt i begyndelsen. De overlever, vokser videre og kan endda sætte blomster tidligt, og så er det let at tænke, at planten trives, og at tidspunktet var helt rigtigt. Men det er ikke altid hele historien.

    For selv om planten umiddelbart kommer igennem de lave temperaturer, kan det godt have en pris senere på sæsonen.

    Fotoet her, er fra august, samme år. Det er helt tydeligt at vækstbetingelserne ikke har været optimale. Jordens sammensætning, og kulde kan påvirke rodnettet, plantens evne til at optage næringsstoffer og dens videre udvikling, og det kan vise sig senere som svagere vækst, mindre robusthed og et lavere udbytte, end planten ellers kunne have haft. Det er noget af det, som vi ser på planten her.

    Vi knækkede først rigtigt koden til tomatdyrkning, sådan for alvor, da vi begyndte at interessere os mere for tomatplantens biologi, jord, temperatur og eksperimenterede med at gøre tingene anderledes. Det blev et vendepunkt for os.

    Det er netop derfor, vi er blevet mere tålmodige med årene. Ikke fordi planterne nødvendigvis dør af at komme ud for tidligt, men fordi vi gerne vil give dem de bedste betingelser hele vejen gennem sæsonen.

    Har du lyst til at dykke mere ned i emnet, kan du læse videre her: Betydningen af jord og lufttemperatur for tomatplanterne

    Men hvornår starter vi så på dagsophold?

    Hvis forholdene er gode, kan man så småt begynde at tilvænne tomatplanterne til udelivet i drivhuset i april. Men også her er vi yderst påpasselige. Hos os starter vi først med dagsophold, når planterne er blevet lidt mere robuste, har et bedre rodnet og temperaturen er høj nok.

    Vi starter typisk at sætte dem ud, når temperaturen er over 18 grader og sidst på dagen et par timer. Tiden øges langsomt, så de ikke bliver solskoldet, og langsomt tilvænnes de nye forhold. De tages ind, når vi kan måle at temperaturen i luft og/eller jord, falder til 18 grader.

    For at undgå, at planterne bliver ramt af kulde nedefra jorden, stiller vi dem oppe og på kasser. På den måde ligner forholdene i drivhuset mere dem, de kommer fra i vindueskarmen eller vækstrummet, og overgangen bliver mere nænsom.

    Klargøring af drivhus og jordskifte

    Når vi vælger at vente med at sætte tomatplanterne på dagsophold og også venter med udplantning, betyder det ikke, at der ikke er noget at tage fat på. Tværtimod. For os er det netop nu, vi bruger tiden på at gøre klar, så drivhuset og jorden er i orden, når planterne er klar.

    Selvom drivhuset blev rengjort i efteråret, gør vi det igen, før tomatplanterne kommer på dagsbesøg. Skadedyr kan overvintre, og de lune temperaturer i drivhuset kan sætte gang i formeringen. Unge tomatplanter er især en favorit for bladlus, så for os giver det god mening at være grundige, før sæsonen for alvor går i gang.

    Klargøringen omfatter hos os ikke kun rengøring, men også jordskifte, jordforbedring, måling af jordens pH-værdi, test af jorden og test af de plantesække vi skal bruge i vores Root Pouches. Det er en del af det forarbejde, som kan være med til at forebygge problemer senere i sæsonen og give planterne en bedre start.

    Ugens fokus

    Jord – i drivhus, på friland og i plantesække

    Frilandsbed, hvor uld genanvendes og ligges ned i jorden

    I sidste nyhedsbrev havde vi fokus på jorden, og det har vi stadigvæk. Måske du har set webinaret, vi omtalte, har fået læst bogen Jord – eller vores temaserie om jord – og som os er blevet inspireret og endnu mere nysgerrig på, hvordan vi med et større fokus på jorden kan bidrage til endnu sundere, livskraftige og robuste tomatplanter gennem hele sæsonen.

    Der foregår mere under overfladen, end man lige tror, og det vi byder jorden og tilfører jorden, har en indvirkning.

    Jordforbedring og måling af pH-værdi

    Bokashi i trillebør og ved siden af pH måling

    I vores have dyrker vi tomater i drivhus, på friland direkte i jorden, i hængeampel og i Root Pouches med jord fra plantesække.

    For at få vores tomater til at trives bedst, har de brug for en næringsrig og veldrænet jord med en pH-værdi mellem 5,5 og 7. Det er noget, vi siden vi satte vores drivhuse op og anlagde vores frilandsbede, har arbejdet målrettet med at opbygge og forbedre.

    Vi begyndte meget tidligt i processen at måle jordens pH-værdi både før og efter jordforbedring, og det er noget, vi gør hvert eneste år. Her hos os bruger vi komposteret køkkenaffald, som vi genbruger ved hjælp af vores bokashi-spande og jordfabrik. Kun ved at teste jorden før og efter tilsætning af kompost – og det gælder også kompost hentet fra genbrugspladsen – får vi en pejling af, om jordens pH er egnet til tomatdyrkning, og om planterne kan optage næringsstofferne i jorden.

    Læs mere her: Brug af bokashi/jordfabrik i drivhuset – hvilken pH værdi har det?

    Test af jord fra plantesække

    Bokashi i trillebør og ved siden af pH måling

    Hvert år dyrker vi en del af vores frilandssorter i Root Pouches med tilsat jord fra plantesække og hjemmelavet jordforbedring. Her gør vi på præcis samme måde som med jorden i drivhus og på friland. Vi tester jorden i plantesækkene, før vi bruger dem. Ikke fordi vi vil gøre tingene besværlige, men fordi vi gerne vil opdage problemer, før vi bruger det til alle vores planter.

    Først undersøger vi jorden fysisk ved at mærke på den, kigge på den og dufte til den. Derefter måler vi pH. Og så tester vi.

    Her bruger vi både karse- og bønne-metoden. For os er det en lille indsats sammenlignet med risikoen for misvækst eller tab af planter.

    Læs mere her: Testdyrkning – også før udplantningog Pesticiderester ; clopyralid

     Er du nysgerrig på jorden, på hvad der betyder noget, hvorfor det gør det, og hvilken betydning det kan have for tomatdyrkningen, så læs gerne videre i vores artikelserie om Jord.

    Og har du lyst til at fordybe dig endnu mere, har vi også bogen Jord som er skrevet af Hervé Lognonné som netop var foredragsholderen i webinaret, som vi omtalte i sidste nyhedsbrev.

    Ugens tilbud

    Handsker til påskens havearbejde

    Gødning samkøb tilbud

    Her i påsken skal vi både rydde op, gøre drivhus rent, ordne jord og have styr på alt det grove arbejde udenfor. Her hos os foregår det altid med gode handsker på – ikke for at undgå at blive beskidte, men for at forebygge mulig infektion fra rifter, småskader og torne i fingrene.

    Til det grove arbejde bruger vi Handsker i gedeskind, og når vi arbejder mere nænsomt med potter, jord og småplanter, bruger vi God allround handske.

    Begge dele er oplagte lige nu, hvor der både skal klargøres drivhus, ryddes op og arbejdes i jord.

    Nye varer på shoppen

    Kom tættere på havens fugle – de vigtige hjælpere mod skadedyr

    Havens fugle er ikke bare hyggelige at følge med i. Mange af dem er også en vigtig del af livet i haven, fordi de tager insekter, larver og andre smådyr, som ellers kan blive et problem.

    En af måderne at tiltrække flere fugle til  haven er ved at tilbyde egnede skjulesteder, steder de kan lægge æg og ekstra tilskudsfoder. Herunder finder du det hele. Og vil du vide lidt mere om hvilke fugle der er i din have kan du læse om dem i bogen ‘Havens fugle’. Med den lille plakat ved siden af dig, kan du hurtigt spotte hvilke fugle du har besøg af.  Man kan hurtigt blive opslugt af det, og her kan en sød lille påskeaktivitet være at spille fuglebingo og se hvem der kan genkende flest fugle og dermed score flest point.

    Fuglehuse i træ hængt i et træ

    Det er produkter, der både giver mere liv i haven, gør det lettere at komme tættere på fuglene og kan være med til at skabe mere opmærksomhed på de små hjælpere, der allerede findes omkring os.

    I Påskekategorien finder du søde alternativer til det traditionelle chokolade påskeæg – både pynt til hjemmet og påskeægs gaver til børn og voksne.

    Besøg vores fire nye kategorier og se vores nye skønne produkter: Bøger, Lego/duplo: Botanicals, Påske og Interiør.

    Har du glæde af Tomatdatabasen.dk og vores artikler, og webshop håber vi du vil anbefale os til andre og måske skrive et par ord på Google anmeldelse.

    Tak fordi du læste med!

    Lars og Tina
    Tomatdatabasen.dk

    SE OGSÅ DISSE INDLÆG

    Nyhedsbrev – maj 2024

    Kære med-tomatentusiast! Velkommen tilbage til dig som plejer at læse med - og dig, som er ny modtager af vores nyhedsbrev. Det betyder rigtig meget for os, at du har lyst til at læse med, og vi er så glade for den respons vi løbende modtager, både på mail, sms, FB og...

    Nyhedsbrev

    🍅 Kære med-tomatentusiast 🍅 Selvom det kalendermæssigt er forår om lidt over 2 uger, så er der intet i DMI’s vejrudsigt, der tyder på, at vejret ændrer sig lige foreløbig. Herhjemme er vi i gang med at forberede, dvs. vi finder potter frem, får dem vasket af, gør...

    Nyhedsbrev juli

     Så blev det juli, og hvor har vi glædet os! Juni har på alle måder være ekstrem travl, både på webshoppen og med tomatdyrkningen.  Vi har haft super lækkert og flot junivejr, som vi virkelig har nydt. Men fra et tomatdyrkningsperspektiv, har det været langt fra...

    Nyhedsbrev februar 2023

    Ny webshop - og gode tilbud, og rabatkoder fra os - til dig! Så er vi klar igen med lidt nyt fra Tomatdatabasen.dk  De sidste mange uger har været ganske travle. Men nu er vi parate til at løfte sløret for, hvad vi har puslet med. Det har været et stort ønske fra Lars...

    Efterår 2025

    🍅 Kære med-tomatentusiast 🍅Velkommen tilbage til dig, som plejer at læse med - og et varmt velkommen også til dig, som er ny modtager af vores nyhedsbrev. Det betyder utrolig meget for os, at du har lyst til at læse med. Vi bliver så glade for alle de beskeder, mails...

    Nyhedsbrev august 2024

    🍅🌻 Velkommen tilbage til dig, der følger os trofast, og dig, der er ny læser! 🌟Siden sidstVi har taget hul på den sidste sommermåned, i kalendermåned-mæssig forstand. De fleste af os, havde nok forestillet os, at vi ville have godt gang i høsten, og måske også været...

    0 kommentarer

    Indsend en kommentar